Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 8. Principielle brytninger og deres filosofiske perspektiver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
263
indtok til de konkrete stridsemner som var fremme, det være nu emner
med stempel fra indland eller utland. Den folkelige fantasi arbeider her
efter sin egen logik og forbinder efter et skjøn som ligger i det
underbevisste. Man ymtet i hin tid meget om en indre sammenhæng mellem
nyere europæiske tidsfænomener, darwinisme, positivisme, naturalisme,
fritænkeri paa den ene side, det politiske frigjøringsarbeide paa den andre.
I 1883, mens den politiske strid tilspidset sig i riksretsaktionen, rykket
endel konservative borgere ut med et oprop til kristendommens
venner i vort land. Blandt underskriverne var prof. Gisle Johnson. I
kristendommens navn advaret de mot den nationalistiske folkebevægelse;
man fandt gudløshet i den ringeagt som blev vist øvrigheten. Paa samme
tid tok man ogsaa andre utslag av radikalisme med i skræmmebilledet.
Det er tydelig at se av mangt som siges i de 8 smaa piecer som er det
litterære uttryk for dette klerikale angstfænomen1. I de konservatives leir
saa man en og samme aand i naturalistisk livsopfatning og radikal
venstrepolitik. Man dannet, for at betegne syntesen, det eiendommelige uttryk:
naturalistisk ståt.
Slike foreteelser gir et billede av hvordan den teoretiske tænkning
var situert. Man saa i konservative kredser en sammenhæng mellem den
radikale selvstændighetskamp og moderne retninger i religion og i
almindelig livsfilosofi. Man gjorde i hvert fald sit bedste for at konstruere en
slik forbindelse. Og fra hegelsk-filosofisk, fra teologisk saavelsom fra
politisk hold blev det ropt: Vagt i gevær2! At godta troen blev et argu-
1 I første stykke, Politik og kristendom, heter det (s. 14): Guds ord kræver ikke blot
respekt for loven og statsmagtene, det kræver ogsaa respekt for
øvrighetspersonene. Saa fortsætter det: Nutidens lære om folkesuverænitet gjør saaledes tilsidst al
respekt for loven umulig og er i dypeste grund samfundsopløsende. I det som kommer
efter, gjøres stadig sidehugg til „tidens idéer". Det 3dje stykke har tat op til
behandling „det forhold hvori den politiske radikalisme staar til kristendommen. Værst er
klagemaalene i 2det stykke: Den politiske situation. Her heter det (s. 15): Den
forjættede fremtid vil ha løst „de store opgaver" og gjort „de store fremskridt", en ny
gud, en ny gudstjeneste, et nyt evangelium, en ny moral. Mellem vantro og
revolution er det efter forfatterens mening dyp sammenhæng. „Det er ingen tilfældighet at
ogsaa hos os fritænkere, kristusfornegtere og gudsbespottere helst er at finde i den
„liberale" leir. Vort nuværende venstreparti synes ikke længer at taale lyset, guds
ords lys" osv.
2 Et oplysende dokument i denne sak er det brev prof. Monrad sendte til Jonas Lie, da
det rygtedes at digteren i 1881 hadde git tilsagn om at være medarbeider med E.
Sars og Skavlan ved Nyt Tidsskrift, noget man i „Morgenblads"-kredser betragtet som
„frafald" av en aandsfrænde. Se Erik Lie, Jonas Lies Oplevelser 1908, s. 164 fg.
Monrad sier, han har liten forventning om utbyttet av en offentlig diskussion. Og han
fortsætter i følgende vendinger: Hvor der er tale om forskjellige etiske, religiøse,
æstetiske etc. anskuelser og standpunkter, der kan man endnu diskutere; men hvor
man blot vil kaste al etik, religion, æstetik overbord, der er i mine tanker ogsaa al
diskussion ikke længer mulig. Og saa staar i sandhet saken. Jeg kan ikke være blind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
