Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 10. Digterne og den filosofiske gjenfødning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274
anathon aall.
H.-F. Kl.
fører til det troende menneskehjerte. Nu er jo ikke alle filosofiske
begreper til at faa tak paa efter en slik metode — Empedokles gjør selv en
undtagelse for gudsidéens vedkommende —; men det rokker ikke ved
regelen, som utvetydig uttaler, at idéerne bæres ut til omfattende virkning
først naar de har faat talsmænd som skildrer dem anskuelig, levendegjør
dem med sin fantasi, gjør dem straalende ved sin følelses varme: alt sammen
digteraandens privilegier. Det kan da ogsaa trygt paastaaes, at det norske
folk i hin avgjørende tid fik tilført mere av virkelig livsfilosofi gjennem
dem som var digtere av guds naade, end gjennem dem som var filosofer
ifølge universitetets kald. I de sidste aartier av forrige aarhundrede er
den filosofiske opdragelse for norsk ungdom i hovedsaken ikke skedd
gjennem det som blev foredrat herhjemme i akademiske forelæsninger
eller gjennem norske fagfilosofer; snarere gjennem tankevækkende kritik
man læste hos Brandes, gjennem studie av Høffdings verker og fremfor
alt gjennem de principielle synsmaater som vore store digtere hadde
assimilert og blev talsmænd for gjennem sine verker. For digterne blev læst
av alle, og den aand som man fra officielt hold søkte at holde nede,
kunde derfor med grund si: vincam canendo.
Mindst paatagelig er for saavidt indflydelsen hos Jonas Lie. Hans sociale
romaner fra 8o-aarene av viser baade at digteren er revet med av strømmen,
og de er selv med paa at gi denne strøm styrke her i landet, men det
egentlig filosofiske islæt i hans digtning er ikke særlig iøinefaldende.
Hjemmenes digter, som han med rette er kaldt, føier sig i en viss
principiel motsætning til den yderliggaaende naturalisme i tiden, og Jonas Lie
har ved leilighet gjort kritisk rede for sit grundsyn i dette punkt. Han
kjendte Treschows skrifter og fortæller ved leilighet1 at Treschow, »som
a priori uttalte alt hvad Darwin senere videnskabelig har oplyst«, var hans
religion; men hans digtning kan ikke siges at være særlig præget av denne
»Platos ideallære i selvstændig norsk seerutgave«, som han kalder
standpunktet, med tilslutning til Rydbergs karakteristik. Derimot er hos Arne
Garborg den filosofiske aare klart synbar. Hans sterke kamp for
fædrelandets politiske ret og ære og for det gamle folkesprog gaar haand i haand
med indlæg for et frit, menneskelig alment syn paa livets spørsmaal, og
han reder ut disse syn i en enkel form og med klar logik. Neppe nogen
anden norsk forfatter har slik som Garborg vist hvorledes norske nerver
reagerer mot europæiske paavirkninger. Ved 8o-aarene staar han i fremste
række i ordskiftet om troen. Striden og stemningen herhjemme fandt i
ham en tolkning som baade fængsler og retleder, fra han skrev Ein fri-
1 I brev til Bjørnson av 1881; Erik Lie, Jonas Lies Oplevelser s. 173.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
