Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - b. Paavirkning av G. Brandes og Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
anatHon aall. H.-F. Kl.
isørken, mens det ord ropes: Dø, dig har ei verden bruk forH, Men
dermed er endnu ikke det sagt som er hovedtrækket ved denne digtning.
Forfatteren tumler med bibelske og teologiske begreper, religiøse tanker,
kristelige dogmer, paa en maate som ikke er til at miskjende. Det er
med en viss kjærlighet han dvæler ved prækenen hos Brand. Ibsen
bevæger sig i denne postille-atrnosfære med en naturlighet som kan
gjenkalde mindet om opbyggelige betragtninger hos Kierkegaard, üg det
Ibsen fornemmer overfor det grænseløse ulykkesmenneske han skildrer, er
ikke bare medfølelse overfor en sindssvak. Det er agtelse for religiøs
høihet og viljesmagt. Et vrængebillede av religiøsitet finder digteren først
hos Einar, lægprædikanten. For almindelig skjøn vil det staa saaledes,
som om det menneskelige liv mang en gang blir mere fornuftig opfattet
av mænd som lægen, prosten, fogden i dramaet. Men Ibsen taaler ikke
at læseren blir i den illusion. Han lar disse forsvinde blandt deres egne
lavstammede idealer, ingen lyer til deres hverdagslige tale. Naar læseren
lægger boken fra sig, saa er det alene Brands ord som klinger efter i
ørene. — Ibsen har selv ved leilighet latt ord falde, som røber at han i
dypeste grad har været personlig tilstede i denne digtning, deri menneske
og gud brytes i ensom kamp2. Senere har han møiet sig med at faa os
til at tro, at det bare var tilfældig han utførte emnet religiøst og lot idéen
bæres frem av en prest3. Det lyder ikke overbevisende. Verket er i sin
kjerne blit til ved religiøs inspiration. Det eiendommelige ved det
ligger i et paradoks av nøie samme art som det hos Kierkegaard. Det
løser den religiøse eksistens fra alt som heter samfund, lar kristenlivet
være en sak for personligheter fridd fra alle endelighetens baand, fra alle
jordiske instinkter. Religiøst fanatiske individualister kan bruke verket som
salmebok; de vil finde et hav av opbyggelige toner i det. »Brand« er
en norsk variation til »Enten — Eller«. Det kan være tvil, om digtet
vilde set dagens lys medmindre det første »Enten — Eller« var blit
skrevet eller rettere sagt: medmindre forfatteren av det danske »Enten —
Eller« hadde stridt sin strid.
I en viss objektiv sammenhæng med »Brand« staar det andet
hovedverk deri Ibsen har digtet over et emne for religionen eller
religionsfilosofien: »Keiser og Galilæer«, som kom ut i 1873; vi hører at han har været
1 Med en slags forundret skræk taler Nietzsche etsteds om disse nordiske digtninger, som
stammer fra en solløs, taaket himmel og fra et hjemland der menneskene plager sig
med alskens selvskyldte problemer, problemer som egentlig ikke har noget med
menneskelivet at gjøre. Ordene kunde passe hos en moderne efter læsningen av „Brand"
Se Ibsen og Nietzsche, „Samtiden" 1. c. 147.
2 Breve fra H. I. I, s. 97 fg., 214.
3 Breve I, s. 187 fg., 191, 207.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
