Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - b. Paavirkning av G. Brandes og Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
289
Flere ting har drevet Ibsen til at stramme knuten saa sterkt; han kom fra
et strengt pietistisk barndomshjem, og i sin hjembygd hadde han oplevd
en religiøs bevægelse der den sværmeriske lidenskap slog ut i sterke luer.
Men det blir dog naturlig at anta, at det som har veiet mest, er tilfældet
Søren Kierkegaard, som baade forkyndte den grænseløse forsagelse og
personlig »tok korset paa sig«. Søren Kierkegaards tale og holdning i
den vilde »Øiebliksstrid«, nogen faa aar før »Brand« blev digtet, er i hvert
fald den bedste illustration til den religionsfilosofi som Ibsen uttaler i
»Brand« : Tabets alt din vinding skapte. Det hele bunder hos begge i
mystik og lærer os at kjende en refleksion av egen art, en refleksion som
dels har sin rot i antik tænkemaate, dels har blit baaret oppe av den
kirkelige dogmatik. Det er forsonings- og offertanken. Paa mange
maater gjenspeiles den i Ibsens poesi; i hans digtning kan den spores
helt ned til »Lille Eyolf« og »Naar vi døde vaagner«. I »Svanhild«
uttaler han idéen i likefremme ord. Han lar Falk henspille paa at
Svanhild maa bli offer1. Her kan passende mindes om et sælsomt hjerteutbrud
av Søren Kierkegaard i »Synspunktet for min forfattervirksomhed« (Saml.
Værker 13, s. 566): Meget langt tilbake i min erindring gaar den tanke,
at der i hver generation er et par eller tre, som blir ofrede paa de andre,
brukte til i frygtelige lidelser at opdage hvad der kommer de andre
tilgode; saaledes forstod jeg tungsindig mig selv, at jeg var utset dertil.
Endelig har Ibsen og Kierkegaard et eiendommelig træk fælles. For
Kierkegaard var det store spørsmaal det, om mennesket stod bak sine
idealer med fuld personlig ærlighet, med egte alvor. Hans præken er en
dødsdom over alle floskler, en kur mot alt pjat. Og ingen forfatter har
skarpere trukket op skillelinjen mellem den rent æstetiske tilskuerholdning
til livet paa den ene siden, en eksistens i real daad og gjerning paa
den andre. Men ogsaa Ibsens digtning naar just paa dette punkt sin
sterkeste patos2.
De to nordiske mænd har slaat paa flere tankestrenger; men som
forfattere med en særegen filosofi har de i vor sammenhæng fremfor alt
betydning som talsmænd for individualismen. Er det nu end aabenbart
at Ibsen er blit paavirket av S. Kg., saa maa det paa den andre side ikke
1 H. I., Eft. Skrifter I, s. 458: Til offer maa slegten gi det bedste den har. Saaledes
gik det med den egte Svanhild; der var skedd stygge ting i hendes slegt; de som
bedrev det, slåp godt; hun var uskyldig og blev revet sønder av 4 hester. Det er
omtrent hvad man kalder fatum.
2 Sammenlign det storslagne stemningsutbrud [hos Ibsen i „Paa Vidderne" 1859.
Nær-mere om dette punkt i Henrik Ibsen als Dichter und Denker s. 149 ff.
Vid.-Selsk. Skrifter. II. H.-F. Kl. 1918. No. 1. 19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
