Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - c. Filosofiske hovedtræk. Moralpsykologiske iagttagelser og etiske synsmaater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
291
Videre: Tragedien med det menneskelige idealbegjær; menneskenes trang
til at holde paa skyggen av de goder som i sin virkelige form glir ut av
hænderne paa en 1. Den Ibsenske skildring av menneskets kamp for at
skape eller laane et eget aandelig indhold for sin egen personlighet fører
over til det sidste hovedstykke i denne korte oversigt, det stykke som i
sig indeslutter omtrent hvad som ellers kan kaldes for Ibsens filosofi,
nemlig hans individualisme, en individualisme psykologisk gjennemført og
etisk forkyndt paa en maate som er tænkt ut i digterens eget hode, og
som i visse punkter har faat virkning der ingen fagfilosof har naadd frem
med sine avhandlinger.
Mot dette forsøk paa at klippe filosofen ut av digterpersonligheten
vilde man ikke med rette gjøre gjældende Ibsens kjendte sky for, ja uvilje
mot at bli tat for retningstilhænger og læremester. Dette at Ibsen selv
hævder for sig det rene kunstnerkald, avgjør ikke saken i negativ retning.
Sin kunst har han for en væsentlig del stillet i livsfilosofiens tjeneste2.
Og livsfilosofien hos ham fører idelig tilbake til de praktiske principper,
det er til moralen og psykologien.
Som jeg har fremhævet ved en anden leilighet (i min bok om Ibsen
s. 6 ff.), vidner selve anlægget i Ibsens dramaer paa enhver maate om
den passionerte teoretiker. Tilskyndingen til sine digtninger har han
faat i tanker han er grepet av. Han har ikke tat utgangspunkt i positivt
erfarede menneskeskjæbner; nei hans skapende fantasi er vakt tillive ved
tanker om livets lover og om menneskets lod i verden, dets selvskyldte
eller uforskyldte lod. Slik hænger det sammen med tilblivingsmotivene
for dramaerne hos Ibsen; mangt et træk i digterens konstruktioner bær
vidnesbyrd om det. Den hele produktion er stemplet av, at digteren uten
naade styrer frem mot den løsning han engang har tat sigte paa. Ibsen
er som forfatter udmerket ved en kjølig intellektuel analyse, og en viss
objektivitet i metoden, som kan minde om en anatom overfor et
dis-sektionslegeme. Det findes da ikke noget bolverk som kan stanse hans
1 H. I. als Dichter u. Denker s. 144 ff.
2 Det kan her passende mindes om Ibsens ord i en tysk forfatters album (Eft. Skr. I,
s. 310): I vor tid har enhver digtning den opgave at flytte grænsepaeler. Saa meget
kunstner Ibsen var, saa var han sig ogsaa bevisst at ha en gjerning for sig som „lærer"
eller som stridsmand Se brevet til O. Skavlan i 1882 (H. I., Breve II, s. 105): Jeg
staar selv til ansvar for hvad jeg skriver, jeg og ingen anden. Jeg vil staa som en
enlig franctireur ute ved forpostene og operere paa egen haand. Sammenlign Ibsens
taler ved forskjellige leiligheter, hans ord om det 3dje rike og om fremtidens nye adel,
som vil bli sindets og viljens adel. Eft. Skr. I, s. 312. Samlede Værker X, s. 509 ff.,
516 fg. Brevet til kong Carl. Breve I, s. 114: Den livsgjerning, som jeg uryggelig
tror og vet at gud har lagt paa mig . . . den at vække folket og bringe det til at
tænke stort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
