Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - d. Revolutionær individualisme. Om kvindepersonligheten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
295
ledes denne individualitet skal hævde sig frit, sandt og fuldt. I harmoni
med det nuværende samfund eller paa trods av det.
Det foreligger et eiendommelig vidnesbyrd om den saa at si rent
private interesse vor digter har næret for just dette spørsmaal om kvindens
stilling og menneskevilkaar. Mens hans aandsbror og rival om verdensry,
Bjørnson, trøstig spændte sig foran landsvognen i Norge, saa er Ibsens
navn, naar det spørres om praktiske affærer for hans landsmænd, bare
knyttet til et par smaasaker, og blandt den hører karakteristisk nok et
arbeide for at stille kvinde og mand paa like fot. Det var et par forslag
han fremsatte i Den skandinaviske forening just ved den tid han skrev
paa »Et Dukkehjem«. Han vil at bibliotekaren for foreningen skal være
en kvinde, og at kvinder skal ha stemmeret i foreningen; for denne sak
kjører han frem med hele det svære skyts av principielle grundsætninger1.
Ibsens interesse gaar rigtignok heller ikke i kvindesaksspørsmaalet
synderlig længer end til det indre frigjøringsproblem, og han har ved en senere
leilighet uttrykkelig frabedt sig at skulle bli tat til indtægt for
kvindesaks-bevægelsen. Imidlertid vil man ikke kunne negte retten for
kvindesaks-bevægelsen til at vise til, at denne sak vel er den eneste sociale sak Ibsen
har brutt en lanse for, og det næsten midt paa Capitol. Men naturlig
er det fremfor alt de rent menneskelige tilstander, de etiske situationer og
sjæJeüge brytninger som fængsler opmerksomheten hos vor digter. Det
var jo paa det omraade han rak længst og kunde gi sit bedste. Ibsens
billede av kvindenaturen og kvindelivet har meget utprægede egenheter.
I forhold til livets prøver staar kvinden helt og holdent paa en anden principiel
grund end manden. Der er, sier Ibsen, to slags lover, to slags
samvittigheter, en i manden og en ganske anden i kvinden2. Ofte er hos digteren
en synlig tilbøielighet til at gi kvindenaturen en retning hen imot det
storladne. Somme av de dristigste tanker hos Ibsen lar han bli uttalt av
kvindemund. De virker bare saa meget sterkere end om de var
mands-ord, fordi enhver vet at kvinden mere direkte faar bære omkostningene
for misgrep i livet. Paa samme tid mildnes læserens lyst til at stevne
vedkommende for uoverlagt tale. Slik er kvinden stillet i det principielle
ordskifte, at man paa forhaand er stemt for, om saa passer, at ikke ta det
saa nøie, men la ordene fra hende staa for fantasiens regning; Det skal
dog ikke si at hun er »til at spøke med«. Med kvinden kom spasen ind
i verden, sier et Kierkegaard-ord. Ibsen lar kvinden føre nyt alvor ind i
mandstilværelsen. Braat saa er det kommet bjørn i barnelek. Denne
1 Efterl. Skr. I, s. 317 og Forord LXXXVII.
2 Optegnelse til „Et Dukkehjem", Efterl. Skr. II, s. 327.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>