Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - e. Filosoferende tanker: Om arv, om det ensomme aandsmenneske, om sandhetsvidnemaalets og om livsidealismens problem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108 anathon aall.
H.-F. Kl.
dels sociale, og formen kan være legemlig eller aandelig. 1 enhver
mening betyr arvelighet en indskrænkning i individets magt.
Individualismen maa derfor interessere sig for emnet. Henrik Ibsen har — som
allerede før nævnt — skjænket den Darwinske teori om utviklingen og
dermed læren om arv megen opmerksomhed og nyttet den principielle
arveidé ut paa mange maater for sin digtning om menneskeskjæbner og
om moralproblemene l. Utviklingslæren gav blandt andet slegtsansvaret
nyt indhold. Og ansvarsproblemet hører til dem digteren med særlig
forkjærlighet fordyper sig i. Synsmaatene hos Ibsen faar en særegen styrke
ved den bevissthet han har om paa dette punkt at være i pakt med en av de
levende videnskabelige grundsætninger i tiden-. Det som allerede sterkt
optok Ibsen mens han skrev »Et Dukkehjem«, blir til den bærende idé i
hans næste drama »Gjengangere«: Enten man vælger en fysiologisk,
intellektuel eller moralsk synsvinkel, saa er »Gjengangere« et mønster paa
en digters bruk av analogiregelen for at overføre en videnskabelig teori
paa menneskelige livsforhold og socialforeteelser. Arvetanken blir her
variert efter alle dens muligheter.
Var allerede »Et Dukkehjem« ikke efter den hjemlige norske recept
for tækkelig digtning, saa blev bruddet med bedsteborgerne fuldstændig
da »Gjengangere« kom. Det er ikke vanskelig at skjønne at folk
dennegang maatte komme i kok. Vedtægter, lover, institutioner, moralske
sedvaner, religiøse dogmer, alt saadant er for menneskene en formue de har
samlet op fra slegt til slegt. De ser paa disse produkter av samfundsliv
som paa sine mest dyrebare smykker. Og saa kommer en digter og vil
kassere hele samlingen, taler om uegte stener, om forgiftede farvestoffer,
falsk forgylding. Ibsens landsmænd satte en ren forfølgning mot ham
i scene. Situationen kan minde noget om den for S. Kierkegaard da han
blev egget til at rykke ut med sin mægtige individualistiske utfordring.
»Dette skal siges, saa være det sagt«, disse Kierkegaards ord kunde godt
passe som motto for det drama som blev Ibsens svar paa tiltale: En
Folkefiende. Slik trang hadde Ibsen med at lette sit hjerte at han for
1 Man mene at være saa frigjort man bare vil, like fuldt baler man i tankerne med nogen
„hvite hester", som kommer igjen og varsler om noget som gaar under, nogen som dør.
Se replikkene i utkastet til Rosmersholm. F.ft. Skr. III, s. 103 fg.
2 I talen i Stockholm 1887, Saml. Værker X, s. 516 sier Ibsen: „Jeg tror nemlig, at
naturvidenskapens lære om evolution ogsaa har gyldighet med hensyn til de aandelige
livsfaktorer". For os norske er det naturlig at mindes hvorledes vor landsmand N.
Treschow har levert som førstemand nogen meget originale ord om evolutionslæren.
Som et særeget paralelfænotnen kan fremhæves, hvorledes Ibsen — paa samme maate
som Treschow — med en viss forkjærlighet har dvælt ved tanken paa at mennesket
muligens hadde sit ophav i et sjødyr. Se Eft. Skr. I, Forord s. CVI fg., der utgiverne
henviser til Haeckel som kilde for Ibsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
