Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - e. Filosoferende tanker: Om arv, om det ensomme aandsmenneske, om sandhetsvidnemaalets og om livsidealismens problem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
anathon aall.
H.-F. Kl.
enhver av disse gode mænd som bor her i byen, og hør om nogen skal
holde med jer derudi, at jorden er rund. Jeg ved, man maa jo tro mer
hvad saa mange siger end en alene. Ergo har I uret«. Eller som
Jero-nymus kort i forveien har uttrykt samme synsmaate: »Jeg er viss paa, at
der er ikke et menneske her i byen der jo fordømmer saadan mening«.
Her ligger allerede som i svøp Ibsens kompakte majoritet. Helten hos
Ibsen lar det staa til, og han faar sine ruter slaat ind av pøbelen. Hos
Holberg ender det med fred og forlik. Men for hvilken pris? Erasmus
gaar samme vei som Galilei og saa mangen anden mand før
rationalismens tidsalder; han bøiet unda. — De to digtere, Holberg og Ibsen,
møtes i den indsigt, at individet ikke kan vente sig andet end harme og
miskjending naar det gaar til mængden med en ny visdom. Og det
synes være kjernen i lærdommen hos begge: Et menneske som vil leve
i aand og sandhet, vil faa ufred med samfundet.
For at gjøre rede for den Ibsenske livsfilosofi i dette stykke er det
nødvendig at mindes hvad indsatsen paa begge sider var. I en liten norsk
kystby hadde man planer imed et bad, og man kunde allerede regne ut
hvordan foretagendet skulde bli kilde til almindelig velstand. Den
almindelige velstand blev, med en naturlig menneskelig tankeovergang,
ensbetydende med almenvellet, og dermed er forutsætningen git for den
konflikt som forestaar. Snart blev det klart for alle i byen hvad de maa
passe paa. Det almene vel har bare én fiende: denne utidige doktoren
med hans ækle oplysninger om de skadelige smittestoffer i byens vand.
Efterhvert er de paa doktor Stockmann alle. Her har Ibsen skapt milieuet
for sin individualistiske livsstudie. Det første sammenstøt har doktoren
med konservatismen, legemliggjort i broren, byfogden. Du har, sier han
til doktoren, en indgrodd tilbøielighet til at gaa dine egne veier. Den
enkelte faar sandelig finde sig i at indordne sig under det hele, eller
rettere sagt, under de myndigheter som har at vaake over det heles vel.
Det er imidlertid ikke denne instans saken for den retskafne doktor
strander paa, det er den næste. De liberale er det som til slut faar
svinebundet ham. De liberale sørger først for at kverke det som var
noget hos de gamle. Sidenefter indretter de forholdene efter sine egne
instinkter, sine altfor menneskelige instinkter. Ibsen ser i dem
aands-fienden i anden potens. Det er just dem som brutaliserer individet, den
enkelte personlighet, og dermed gjør det umulig for aandens og sandhetens
sak. De liberale rykker ut med samme argument som Per Degn i stykket
hos Holberg: Flerheten tænker andet og har andre ønsker. Det er
pasi-kratiet, det usminkede allemandsstyre som gjøres gjældende. Menneskene
veier, med sine viljer og tanker, like meget alle. Men Stockmanns visdom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
