Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - g. Livsforhold og livsidealer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
anatHon aall. H.-F. Kl.
idealet falde. Det var ikke mulig for ham at forene det med de krav han
stillet til personlig frihet.
Slik som Ibsen studerer livsidealene i sammenhæng med menneskelige
forhold, faar han høve til at fremstille individualismen under
mangehaande etiske konflikter. I sin grund er spørsmaalet
hos ham et etisk. Motsætningen mellem samfundsprincip og
individual-princip tilspidser sig i den moralske brytning. Den personlige opfatning
hos den enkelte brytes med det som er bundfældet hos slegten som
sedvane, raadende mening, institution, lov og offentlig moral. I skildringen av
denne brytning naar ogsaa hans dramatiserende filosofi sin høieste energi.
Ibsen er langt fra at undervurdere magten i det normale livs- og moralsyn,
slik som det har formet sig for slegtsjælen. Det viser sig kanske bedst
hos typen av üvsinvalider hos ham. Degenerationstegnene,
ødelæggelses-merkerne hos dem blir paa en sælsom maate utfyldt av en forunderlig
higen og dragning bort imot de kredser eller principper i livet som de
har tørnet sammen med eller i det ytre er støtt ut av Med sikker
psykologi fremstiller han den hyldest som ydes moralen av dem som hadde
svigtet den eller endog likefrem knækket sig paa den. Morituri te salutant!
Den moral Ibsen her har i tanker, er ikke en av eget fabrikat, den er
mest jevnt borgerlige livsgrundsætninger med indskrænket suverænitet. I
skikkelserne Mortensgaard og Krogstad har han vist at ogsaa mænd av
dette aandelige selskap ikke er uten sin tragik.
Imidlertid, endda vor digter stundom kan saa at si lette paa hatten
for samfundsmoralen, saa drar han dog helst sit vaaben mot den, og det
er d a vi lærer den egentlige Ibsen at kjende. Sammenstøtet kommer da,
naar det personlige livssyn gaar en vei mens samfundsviljen slaar ut i
anden retning. Og han er en mester i at finde frem tilfælder av denne
art. Hans angrep er særlig rettet mot to punkter; mot det upersonlige
som tar sig magt over menneskelivet, og mot den skinmoral som slet
ikke har noget med etisk bevissthet at gjøre, men som gjør livets seilads
paa en gammel formel man dyrker i blinde. Han har set hvorledes tro paa
samfundet, frygt for det tyner hos mennesket de oprindelige moralinstinkter
og gjør det til et feigt kryp. Paa dette punkt naar satiren hos Ibsen det
ytterste av genialitet. Især har han ført en kategori levende frem til
kritisk beskuelse: De tilfælder da moralsynet er git med livserhvervet og
tjenestens mandat, tilfælder da standpunktet er grodd fast med manden alt
efter den stand han tilhører. Alt det saadanne individer snakker, blir saa
underlig sjæletomt. Det er stillingen som taler tvers igjennem dem. Slike
1 Eksempler i H I. als Dichter u. Denker s. 144 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
