Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Anker, 1839-1896
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Nu daler solen så sagte ned,
mens skyggerne vokser og stiger.
O, den som kan sige: «Nu har jeg fred!
kun mørket er det som viger.»
Jeg har jo i verden så meget set
både stort og skjønt ti>lige,
ja, seiv det største i verden er sket,
Vor Herre Kristi rige. —
Jeg takker dig, Gud, som lod mig se,
at du dig vilde forbarme!
Jeg takker dig, Gud, nu lad det ske!
Din nåde er sol og varme.
Igjennem mørket lad mig da se,
hvor nådens rige skinner.
Da ser jeg mer end de fleste se:
det evige mørke svinder!
Min moders øine og smil og blik
og de mange, mange, kjæres,
og børnenes smil og gråd og nik,
kan savnet av dette vel bæres?
Gjør som du vil, du kjære Gud,
jeg hviler i dine arme,
når verdens sol for mig går ud,
da vil du dig just forbarme.»
Han døydde 9. februar 1896 på Torsøy
herre-gård i Austfold hjå dotter si Katti, gift med
godseigar Kai Møller.
Mix og Herman Anker kom med noko nytt og
varmt i ei kald tid til eit hardt og kaldt folk.
Bjørnson har skildra det slik som ein stor
diktar ser og kjenner det: «Jeg ser hende (Mix
Anker) for mig som hun var, da jeg så hende før-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
