Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fire dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
88
»Her vil man heller ikke finde dem !« jyder det
høit nær mig.
Jeg ser op og kommer til bevidsthed. Fra
krattet ser vor sergeant Jakovleffs gode blaa øine
paa mig.
»Skufler!« raaber han. »Her er endnu et par,
en af vore . . .«
»I behøver ingen skuffe, I behøver ikke at
begrave mig, jeg lever !« vil jeg til at raabe; men
kun et svagt suk kom over mine fortørkede læber.
Herre ! Ja , han lever ? Ivanoff! Børa , kom
hid, han lever ! Kald paa doktoren !
Et halvt minut efter hælder man vand i munden
paa mig, brændevin og noget andet. Saa forsvin
der alt.
Baaren bevæger sig langsomt frem og tilbage.
Denne bevægelse vugger mig isøvn. Jeg vaagner
og besvimer igjen. De forbundne saar smerter ikke.
En uudsigelig glad følelse er over mit hele legeme.
» Holdt! Sæt ned! Fire til afløsning, marsch!
Til baaren! Fat, løft op!«
Saaledes kommanderer Peter Ivanitsch, vor
lasaretofficer, en høi, styg, men snil mand. Han
er saa høi, at. jeg, naar jeg vender øinene til den
side, hvor han gaar, kan se hans sjeldent lange
skjeg og hans skuldre, uagtet fire voksne soldater
bærer baaren paa sine skuldre.
»Peter IvanijtschU hvisker jeg
»Hvad, min kjære ?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
