Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fiskerjænten
59
videre, at også en kiste med hennes beste klær og
linnet og ulltøj var sendt ombord av moren, desuten mat
og annet godt. Hun fik i samme stund en stærk
erindring av sin mor, et storladent billede som hun
aldrig før hadde hat, men som hun herefter beholdt sit
liv. Og foran billedet en forjættelse, sikker og dog
vemodig i bønnen, at hun engang kunde gi sin mor nogen
glæde for al den sorg hun nu hadde voldt henne.
Pedro Ohlsen sat hos henne når hun sat, og gik hos
henne når hun gik, idelig sysselsat med at være av
vejen for henne og derved nætop idelig i vejen på det
av varer overlæssede dæk. Hun så av hans ansigt kun
den store næse og øjnene, og heller ikke disse tydelig,
men han gav intryk av at gå knuget av noget han vilde
sige, men ikke kunde. Han sukket, han satte sig, han
rejste sig, han gik omkring henne, satte sig igjæn, men
ikke et ord kom frem, og hun talte ikke. Ændelig
måtte han opgi det, han drog fatteslig op et uhyre av
en lær-tegnebok, idet han hvisket at heri lå de 100
species — og litt til. Hun gav hånden ut og takket
ham, og kom derved hans ansigt så nær at hun så hans
øjne hang ved hennes i en fugtig glans. Ti med henne
rejste jo den rest av liv som var levnet hans
hendøende tilværelse. Han vilde dog gjærne ha sagt henne
noget som kunde gi ham en kjærlig tanke, når han snart
ikke var mere; men det var ham forbudt, og skjønt
ban desuagtet vilde sige det, så kunde han ikke komme
sig til; ti hun hjalp ham ikke! Petra var jo så træt,
og erindringen om at han hadde fåt henne til at
begå den første synd mot hennes mor, vilde nætop nu
ikke forlate henne. Hun kunde ikke mere med ham;
det blev værre og ikke bedre, jo længer han sat; ti
når man er træt, da ledes man. Stakkaren følte det;
han måtte nok rejse, og så fik han ændelis: hvisket
farvel, idet han drog den tørre hånd ut av votten. Hun
la sin varme i den, de rejste sig begge. »Takk — og
hils fra mig!« sa hun. Han drog et suk eller et klunk,
et par sådanne til, slåp, vændte sig og steg baklængs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
