Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79 Fiskerjænten
den lange vægg mot lyset et portræt i legemsstørrelse
av en dame der smilte ned på henne. Hun sat med
hodet litt på hæld og med foldede hænder, hun hadde den
højre arm lænet på en bok hvis bakside med tydelige
bokstaver bar inskriften: Søndagsbok. Lyshåret,
skjær-hudet skinte hun ned, og gav alt det søndagsro som
hun skinte på. Smilet var alvor, men alvoret var
hengivenhed. Hun syntes at kunne dra til sig alle i
kjærlighed; ti hun syntes at forstå alt, fordi hun så i alting
kun det gode. Hennes ansigt bar præg av svakelighed,
men denne svakhed måtte være hennes styrke: ti der
var visst ikke det menneske til som turde såre den. En
evighedskrans hang rundt om rammen; hun var død.
»Dette var min mor,« hørte hun mildt bak sig, og
vændte sig mot datteren, som var gåt ut og nu kommet
in igjæn. Men det hele værelse var herefter fyllt av
portrættet, alt førte ditop. alt fik sit lys av det, alt var
inrettet for det, og datteren var dets stille avglans.
Noget tausere syntes datteren, noget mere tilbakeholden.
Moren optok alles blik og gav dem fvllt tilbake,
datteren bøj de sit ned. Men samme lyshed og mildhed. Hun
hadde også morens bygning, men intet spor av svakhed;
de livlige farver i hennes tætsluttende dragt, i hennes
forklæ og lille halstørklæ, der var fæstet av en romersk
nål. gav tværtimot noget friskt tilbake til hennes ansigt,
og lot en ynde og sans for ynde ane som gjorde henne
til datter av portrættet og til alv på stedet. Som hun
gik derinne mellem morens blomster, følte Petra stoi
længsel til henne; i denne kvinnes omgang og på dette
sted måtte alt godt vokse — turde hun bare komme
innenfor! Hun følte sin forlatthed dobbelt; hun fulgte
Signe ufravændt, hvor hun gik og hvor hun stod; Signe
følte det og unveg, men det hjalp ikke, hvorfor hun blev
unselig og bøjde sig over blomsterne. Ændelig fattet
Petra sin nærgåenhed, blev skamfull og vilde avbe den,
men der var noget ved det omhyggelig opsatte hår, den
fine panne og det tætsluttende ved dragten, som bad
henne være varsom. Hun så op på moren, å, henne kun-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
