Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
Fiskerjænten
Men nu var (let biet anderledes. Provstens ildrøde
ansigt så idelig ned i hennes skræmte samvittighed;
— det gallt at redde sig! — Hun létte om efter Signe,
altid hæftigere og hurtigere; men ænnu om
eftermiddagen var Signe ikke funnet. Jo længer det menneske
viger fra os som vi søker, des større gjør vi også
adskillelsens årsak, og således gik det til, at hun ændelig
fattet det hadde været forræderi mot Signe hemmelig
at bruke hennes venskap til det som Signe holdt for en
stor synd. Den alvidende Gud måtte være hennes
vidne, at dette syn på forholdet hadde aldrig før været
oppe i hennes sjæl; hun følte sig en stor synderinne.
Ganske som før i sit hjæm stod hun overvældet herav
— og hadde en stund i forvejen ingen anelse hat derom!
At dette forfærdelige ænnu kunde gjænta sig, at hun
ænnu ikke var kommet et skridt videre, øket hennes
usikkre frygt til rædsel; hun så en fremtid av ulykke.
Men i samme forhold som hennes egen syndeskyll
vokste, steg Signes billede i sjælsrenhed og storhjærtet
hengivenhed. I sanhed, det la glødende kul på hennes
tanker; hun vilde kast© sig for Signes føtter, hun vilde
rope og be, og ikke slippe tak og tale, før Signe igjæn
hadde git henne blot et blik av venlighed.
Det var biet mørkt; Signe måtte være kommet hjæm,
hvor hun så æn hadde været. Hun løp ned i gangen i
fløjbygningen, hvor Signes værelse lå, og der var
avlå-set — tegn på at hun var der. Hennes hjærte banket,
da hun atter tok i låsen og bad in: »Signe, lad mig få
tale med dig! — Signe, jeg holder det ikke ut!« — Ikke
en lyd fra værelset; Petra bøjde sig ned, lydde, banket
på: »Signe, å Signe, du vet ikke livor jeg er ulykkelig!«
— Intet svar; lang lying, men intet. Får man slet intet
svar, tviler man tilsist på der er nogen, selv om man
vet det, og er det mørkt, blir man tillike rædd. »Signe
— Signe! Er du der, så gjør barmhjærtighed: svar mig!
— Signe!« Der var og blev stillt; hun tok på at fryse
og skjælve. Men kjøkkendøren gik op med stor bred
lysning, og lette lystige trin lød over gården. Dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
