Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
Fiskerjænten
hadde sittet i det ene sofahjørne, stod i et nu midt på
gulvet og skjøt med begge armer det skræmmende syn
ifra sig, villt, avskyende, og flygtet. Denne figur på
ruterne og i skin av månen, denne hensynsløse,
motbydelige djærvhed, ansigtet i måneomrissene, hisset,
funkende — Petra fattet selv i et nu, at hennes ulykkelige
infall alene hadde injaget avsky, ja at hennes billede
måske herefter vilde bli et bestandigt skræmsel for
Signe; hun tapte sansningen og fallt med et
gjænnemtræn-gende skrik. Folk i huset var stormet ut på Signes
skrik, men fant ingen, hørte nu et sådant skrik til, hele
gården kom på benene, man søkte, man ropte uten at
finne, det var rent tilfældigt, at provsten kom til at se
ut igjænnem vinduet i Signes værelse og fik se i
måneskinnet Petra ligge nedtrykt mellem buskene. En stor
frygt grep dem alle, det kostet møje at få henne løs og
op; hun blev båret in i Signes værelse, da
husholderskens var koldt, hun blev klædd av og lagt i sengen,
hvor man badet hennes hænder og hals, der var dygtig
forrevet, mens andre gjorde det hyggeligt, lyst, varmt.
Da hun fullt var biet sig selv og så sig om, bad hun
om at få være alene.
Værelsets rolige hygge, det fine hvite hvormed
vinduer, toiletbord, seng, stoler var pyntet, minte så sårt om
Signe. Hun husket hennes rene ælskelighed, hennes
stille stemme, der gik så mælkehvit, hennes fine følelse
for andres tanker, hennes bløte velvilje. Alt dette
hadde hun nu lukket sig ute fra; snart skulde hun ut av
værelset, som hun vel skulde ut av gården. Og hvor
skulde hun så hen? Tredje gang tages man ikke op av
alfarvej, og selv om det kunde ske, vilde hun ikke mere;
ti det vilde kun ænde på samme måte. Ingen
mennesker kunde ha tillid til henne; hvad nu æn grunnen var,
så følte hun at det var så. Hun var jo ikke kommet
et stykke længer; hun vilde aldrig komme et stykke
længer; ti uten menneskers tillid gik det ikke. Hvor
hun bad, hvor hun gråt! Hun kastet og vred sig i sin
sjæls bæven, til hun armet sig ut og sovnet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
