Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fixstjerner og Stjernebilleder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
bl. a. Fader til Teorien om Lyset som en svingende Bevægelse, og han
er Opdager af Saturns Ring).
Newton beviste klart, at det er den samme Kraft, der bringer
Æblet til at falde mod Jorden, naar det lysner af sin Gren, og som
bestemmer Himmellegemernes Bevægelse. For hans Forgjængere var
Planeternes stadige Bevægelser i Cirkier eller Ellipser meget gaadefulde
og forunderlige, noget vidt forskjelligt fra enhver Bevægelse, de havde
iagttaget paa Jorden.
Følgende tre Bevægelseslove danner Grundlaget for Newtons Op
dagelse:
»i) Et Legeme, som er i Bevægelse, og paa hvilket ingen Kraft
virker, bevæger sig uden at standse, i ret Linje og med jævn Hastighed.
2) Virker en Kraft paa et Legeme, der er i Bevægelse, saa vil det
afvige fra den efter den første Lov følgende Bevægelse i Kraftens Ret
ning og i Forhold til Kraftens Størrelse.
3) Ucføver et Legeme et Drag paa et andet Legeme, saa paavirker
dette med en lige stor Kraft det første, men i modsat Retning: Virk
ning og Modvirkning er lige store og hinanden modsatte.«
Den første af disse Love er den vigtigste.
Det, der især forhalede dens Opdagelse og forvirrede de største
Tænkere gjennem Aarhundreder, var det, at der her paa Jorden ikke
findes noget Legeme, som ikke lar sig paavirke af en eller anden Kraft,
og derfor blir trukket ud af sin rette Linje.
Vi kan eksperimentere saameget vi vil, — en Gjenstand vil paa
Grund af sin egen Vægt og Jordens Tiltrækning trods Luftens Modstand,
snart dratte ned.
Denne Jordens Tiltrekningskraft yttrer sig overalt, den naar til de
høieste Bygværker, til de høieste Bjerge, og Newton begyndte da at
tænke paa, om den ikke ogsaa naar op til Maanen — kunde være Skyld
i at Maanen ikke drager sin Vei i en ret Linje.
Endelig finder han ud, at enhver Bevægelse, Maanen gjør fra den
rette Linje, er et Fald mod Jorden, og at det er Jordens Dragningskraft,
der er Skyld i dette Fald, og ved at beregne Størrelsen af det kommer
han efter,’ at Tyngden var formindsket i Forhold som Kvadratet paa
Afstanden, et Forhold, der naturligt maatte antages for en fra Centrum
udgaaende Kraft.
Derfra sluttede han. at Jorden og Planeterne paa samme Maade
kunde gravitere mod Solen og ved dennes Tiltrækning fastholdes i deres
Baner; kun maatte denne Tiltrækning være langt stærkere end den,
Jorden ud.øver.
Imidlertid maatte Tiltrekningen være gjensidig, saa at ogsaa de
mindre Legemer tiltrekker de større i Forhold til deres Masse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
