Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Min sidste Sommer i Hjemmet - En Høitidsmesse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
bliver en høist vanskelig Sag at bestemme i hvad Tonart
man egentlig synger. Naar nu dertil kommer, at For
sangerne gjerne holde sig til en Takt eller to foran
Menigheden i Verset, saa vil vel denne Sang, i ethvert
musikvant Øre, lyde intet mindre end harmonisk, og
det var vel ei at undres over, at hiin bekjendte Psalme
sang-Reformator, da han paa sin Vandring kom op til
disse Bygder, i musikalsk Fortvivlelse rev sig i Haaret
og skreg Ak og Ve over saadan Sang. Og dog er der
i denne vilde Sang uden Orgel, men hvori hver eneste
Stemme i Menigheden deeltåger af Hjertens Grund,
idetmindste for mig noget særdeles Gribende og Andagt
vækkende, som jeg oftere forgjæves har søgt i den mere
kunstrigtige Udførelse af Sangen i de fleste af vore
Kirker, hvor vi helst overlade Psalmen til Klokkeren og
Orgelet alene, for selv blot, mod Enden af hvert Vers,
at undres om der endnu er Mere tilbage.
Hvor det dog er lyst og rummeligt og luftigt i
den venlige Træ-Kirke, hvori vi nu træde ind! En dob
belt Rad høie Vinduer løbe rundt om Bygningens lang
agtige Ottekant; Væggene ere hvide, og ligesaa Taget,
hvis høie Hvælv bæres af uhyre dreiede Træsøiler,
Master som man vel nu vanskeligt vil kunne finde Mage
til. Et fortløbende Pulpitur, den saakaldte Hjeld, stræk
ker sig langs henad Væggene paa begge Sider. Der
sidder Bygdens Ungdom paa trappeviis forhøiede Bænke,
og Rummet er altid fuldt. Jeg tykkes endnu jeg seer den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
