Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Min sidste Sommer i Hjemmet - I Skoven og paa Fjeldet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
Hvor var det dog luunt og deiligt her under Fjel
det hvor jeg sad. Uagtet den tidlige Morgen skinnede
Solen allerede saa varmt mod Klippevæggen, og kaldte
alle Skovens og Græssets Insekter til Liv; om Gran
busken flagrede allerede den lille himmelblaae Skovpapi
lion, medens et Par guldbrune Sølvpletter boltrede sig
i lystig Flugt hen over den grønne Vold, hvor endnu
Dugperlen bævede i Kaabegræssets hule Blad. Denne
Plet synes just at være et af de Steder, som Naturen
med lunefuld Forkjærlighed ødsler alle sine bedste
Gaver paa, medens Omgivelserne ligesom maae und
gjælde for det rige Udstyr, Yndlingsstedet faaer. Her
fandtes en Mangfoldighed af alskens Løvtræer og Væx
ter, som man ellers forgjæves søgte nede i Bygden; Rogn,
Hæg og Asp groede afvexlende mellem den overalt
hjemmehørende Birk, som her skjød kraftige Stammer;
Bringebærbuske og Jordbær, de sidste endnu i Blomst,
ståk hyppigt frem mellem Stenene, og Alpeplanter og
Blomster fra Dalen kappedes om Forrangen i Væxt og
Skjønhed. Det var ret som om en mildere Himmels Vege
tation havde skikket Udsendinge op i disse nordlige
høitliggende Dale, men Elvedragets Lufttræk var dem
for skarpt, og derfor udsøgte de sig et luunt Sted i Lien,
hvor de sloge sig ned sammen og fandt sig vel.
Paa saadanne Steder er det just hvor Huldren tykkes
om at boe. Der kommer hun stille dragende efter med
sin lydløse Buskab af brandede Køer, nnar Kreaturene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
