Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Min sidste Sommer i Hjemmet - Fiskerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
vil ga hem att, aei,» svarede Morten, som i den Hen
sigt allerede var i Begreb med at vikle Snøret om sin
Stang. Nei, det gik da umulig an, indvendte jeg, Uveiret
kunde maaskee snart gaae over, og saa vilde jo Fiske
riet for idag være forspildt. Desuden havde vi jo Broen
strax nede, og ikke saa langt nedenfor den var Kværne
huset, og hvis vi nu skyndte os saa fort vi kunde, naaede
vi kanskee did førend det brød rigtig løst. Vanskelig
nok fik jeg endelig Morten til at gaae ind paa mit For
slag» °g med ængstelig lil begave vi os paa Vandringen.
Men vi vare ei komne mange Skridt, før atter et Torden
skrald rullede hen over vore Hoveder, ledsaget af nogle
store varme Draaber, og inden faa Øieblikke styrtede
Regnen susende og pladskende i Marken. Vi vare nu
ved Broen, hvorover Kongeveien gaacr. «Lad os probere
at komme under Broen,» sagde jeg. «Våndet er ikke
større end at vi kanskee kunne staae paa Stenen dernede
saa længe.» Og uden Betenkning klavrede vi ned, vadede
gjennem Våndet, og kom saaledes ind under Broen, hvor
en opstaaende Steen gav en meget snever Plads for os
begge. Men heldigviis opdagede jeg i det tømrede Bro
kar, oppe mellem Bjælkerne, et Hul stort nok til at Per
soner af vor Førlighed maaskee kunde krybe igjennem;
jeg klattrede op, slåp vel gjennem Hullet, Morten fulgte
efter, og snart sade vi begge to tause, men med lydt
bankende Hjerter i dette snevre Kammer, hvor vi, skjønt
siddende, endda maatte bøie Hovederne for ei at støde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
