Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TULL-INGEBORG.
67
om vaaren og sommeren, baglien ogsaa. Men
solstraalerne kommer saa underlig paa langs og
paa skraa, som om de bare lister sig gjennem
paa tur til rettelien, og som om de ikke egentlig
er tiltænkt baglien. At de ikke gjør nogen
videre mon disse sparsomme straalerne, ses tydelig
om vaaren, naar det tar til at grønnes i rettelien,
for da staar baglien endda hvid fra top til taa.
Saa den kunde nok ha noget at reise bust for,
baglien.
Men saa om kvælden, naar solen endelig er
færdig med rettelien, da kommer dens tur. Og
den, som aar efter aar har set dens vakre,
taknemlige smil, naar solen kysser den til godnat,
ved, at dens hug ikke længer staar til at slaas.
Den har faat fred. Og forsonet og mild smiler
den alderdommens kjærlig-vemodige smil ti’l den
ungdomsfriske li derover, som fik solens første
jublende morgenhilsen og dens lyse følge i de
lange dage, som lik gaardene og menneskene og
altsammen.
Bare en eneste liden gaard ligger borte i
baglien, og der er det netop, Tull-Ingeborg bor.
Der er hun født og vokset op, og der staar hun
og skygger med haanden over de svarte,
tateragtige øinene sine, mens hun stirrer og stirrer og
kaster smaa urolige, misundelige bhnk over mod
rettelien, hvor solen blinker i ruderne. Ja, shg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
