- Project Runeberg -  Mit liv og levned /
146

(1898) Author: Johannes Henrik Tauber Fibiger With: Karl Gjellerup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

tale maatte jeg være meget varsom med, og at være ene
var mig rent umuligt, det var at kalde al Elendigheden
over mig. Nætterne var min Ulykke, det er ikke til at
beskrive, hvad jeg oplevede, naar jeg vaagen paa min
mørke Vagt lurede paa de Hærskarer af Spøgelser, hele
Egnen, hele Verden var befolket af, og af Mathed dysset
i Søvn saae dem i tindrende Klarhed og hørte dem buldrende
trampe opad Trappen og bryde ind ad Døren, saa jeg
foer op med et Skrig. Jeg har aldrig taget noget
søvndyssende Middel, og vel vogtet mig for Opium i
nogensomhelst Skikkelse, men jeg troer, at kun en Opiumsspiser
kan gjøre sig en Forestilling om saadanne Aandescener.
Ikke at mine Tanker noget Øieblik svigtede mig, med
ganske nøgtern Besindighed satte jeg mig ind i Sagen, og
gjorde mine Iagttagelser haade psychologiske og æsthetiske
om Drømmeverdenens Natur. Men det hjalp mig ikke; at
den kom og faldt over mig med al sin Frygtelighed var
det visse af Sagen.

Det eneste, der blev tilbage at støtte mig til, var da
det stille Liv i Dagligstuen med de hyggeligste af alle
Fæller, Moder og Søster. Men hvad skulde jeg foretage
mig? At underholde dem med mine Trængsler var baade
Synd mod dem og for mig selv den største Fare. Da maa
jeg takke mit paa Hjælpekilder temmelig righoldige Sind
for, at jeg tvungen af Nøden udfandt den Kunst at fylde
Tiden med stille Betragtning af de udvortes Gjenstande,
der omgav mig. Nu da jeg desværre havde Tid nok, lod
jeg mine Øine — eller mit Øie, for jeg har det efter min
Moder kun at see med eet ad Gangen, hvile paa enhver
Gjenstand, ligegyldig hvilken, en Tallerken paa Dugen, en
Plante i et Glas eller en Potte, mine Stuefællers Klæder,
deres Bevægelser, min Moder ved Rokken og min Søster
ved Vinduet med Bog eller Sytøi, hele Stuens stille
Belysning og alle Omridsene eller rettere, hvor den ene Farve
hørte op og den anden begyndte, hvilket skjont Forhold
de alle stod i til hinanden, hvilke egne Nuancer de antog

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:15:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fjmitliv/0160.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free