Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Amalie har betegnet mit Væsen med et mindeværdigt
Ord. Da jeg kom tilbage som Præst til Kjøbenhavn, var
de gamle Suhrs døde, og Amalie fandt ikke, der var
Anledning nok til at søge Omgang med Ole Suhrs Hus. I
et Selskab spurgte Biskop Martensen hende, hvorfor vi
ikke mere kom til Suhrs, vi havde dog staaet i saa nært
Forhold til Familien. Hun forklarede, at den yngre Slægt
havde hun aldrig stemmet synderligt med, nu var det
Selskab, der samledes der, fremmed for hende, og noget
Venskab kunde der dog aldrig komme ud deraf. Ja, men
der gives dog Grader i Venskab, mente Biskoppen. Jeg
har nu altid syntes, vedblev Amalie, at min Mand passede
saa lidt i den Kreds, at da han først begyndte at komme
der, var det mig ligesom jeg maatte oversætte for
dem, hvad han sagde, før de kunde begribe ham.
Det kan jeg saa godt forstaae, svarede Martensen med sin
grundige Mine.
Som sagt kunde jeg tilbringe to Dage om Ugen paa
Sølyst, men de øvrige savnedes der heller sjelden
Ledighed til at besøge min Kjære. Vi fordybede os da i Haven
og Skoven og talte selvfølgelig idelig om al Naturens
Herlighed, som den speilede sig i vore Hjærters Herlighed.
Naturen var der heller intet at sige paa. Endog Kjendere,
som ikke er Elskere, maatte indrømme, at den viste sin
skjønneste Side frem i den Sommer. Men Talen kunde
der vel med Grund siges det paa, som Kjendere pleie at
lade den høre, at Elskovstale kan vanskelig komme ud af
at være rigtig sand.
Min var det idetmindste ikke. Saa henrivende — at
sige i min Ledsagerindes Øren — jeg end kunde tale om
Luftens Toner, om Havets vexlende Stemninger, om
Skyggespillet i Lunden, om Blomst og Blad og hvad Nattergalen
sagde, og Aftenklokken i det Fjerne og alt det, som jeg
saa siden henne i Krostuen satte paa Vers, saa brød jeg
mig i Virkeligheden ikke stort derom, Versene, det kunde
være, dem gjentog jeg altid for mig selv, men om ellers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
