- Project Runeberg -  Mit liv og levned /
313

(1898) Author: Johannes Henrik Tauber Fibiger With: Karl Gjellerup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

i Efterslæt havde jeg ingen Drivt. Endnu havde jeg Hellas
og det gamle Norden og Reformationen ikke at tale om
Nutiden tilbage, men der skulde Tid til. Den Tugt, jeg
havde faaet, maatte sætte sig og gjøre sin Virkning.

Jeg havde imidlertid søgt adskillige Embeder paa Landet,
men det var ikke saa bestemt, at jeg endnu skulde være
Landsbypræst. I Foraaret 1859 blev Kapellaniet ved
Garnisonskirken i Kjøbenhavn ledigt. Det var Familiens
Ønske at faae mig til Kjøbenhavn, og jeg gav efter og
søgte Embedet, men uden Haab om at faae det. Monrad
vilde have enten Brandt ved Vartov Kirke eller Fenger,
begge ældre og mere anselige end jeg, men Kongen vilde
ikke høre noget om disse Grundtvigianere; han holdt stivt
paa en Præst i Kjøge, der var Frimurer. Saa blev der
omsider sluttet Compromis, man søgte længere ned i
Rækken og traf paa mig, uværdig, idetmindste i den
Henseende, at jeg i ingen Maade havde holdt mig til.

Jeg vidste ikke om det var et Ønske, jeg havde faaet
opfyldt, eller om det var en Besværlighed, jeg gik imøde
efter høiere Ordre eller efter Guds Tilskikkelse. Jeg
vidste i det Hele ikke andet end at det var svært at
flytte.

Grædende tog jeg Afsked med mine fattige Venner i
Byen, og ikke mindre tungt var det sidste Gang at gaae
Stuerne igjennem i mit Hospital. Fra hver Seng stønnede
de: saadan en Præst faae vi aldrig mere. Og jeg kunde
med Sandhed svare: Saadan en Menighed faaer jeg heller
aldrig mere. Ikke fordi nogen af os havde særlig
Fortjeneste, men fordi vi passede saa velsignet til hinanden.
Min enfoldige Christendom havde slaaet an hos disse
enfoldige Mennesker, medens den af større Aander altid har
været befundet utilstrækkelig.

Mine Medlærere tog den bedst mulige Afsked med
mig. Ved et smukt Gilde holdt Lembcke Festtalen til
mig, saa smigrende, at jeg kunde begynde mit Svar med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:15:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fjmitliv/0327.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free