Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NOTE.
Udtalelser af Forfatteren om de slesvigske Forhold.
(Jfr. Anmærkning Pg. 346).
I Tilslutning til den Bemærkning hvormed tredie Bog ender,
minder Forfatteren i Kapitlet »Krigen« om sin Misfornøielse med de
politiske og administrative Tilstande i Slesvig og den dertil hørende
Tænke- og Udtryksmaade — »en den Gang temmelig enestaaende
Mening« — og udtaler sig nærmere om den daværende Stemning, at
»al vor Fortræd var tydsk, Danmark Guds Have, vort Folk hans
Kjæledægge, Hjertefolket, den syvende Menighed, alle yndige Dyders
Hjem og alt fromt Barnesinds Vugge.«
Under dette Tryk gik det mig nu saaledes, at jeg ikke kunde
finde, det sømmede sig for os at mene, at Tydskerne ere en saa usel
Menneskerace, at de næppe har Lov til at være til, end sige at gaae
i Spidsen; al den Stund, min historiske Kundskab gik ud paa, at vor
Plads i Verden saa temmelig er at være deres aandelige Vasaller.
Men at blot den Ting at være en Tydsker, at tale det store Sprog,
og at have det kjært, skulde kaldes en Ulykke og en Nedværdigelse
for et Menneske, og forsaavidt han selv vilde vælge det, maatte [-forbydes-] {+for-
bydes+} ham, kan man vel smile ad som en Dumhed, men det er dog
tungt, naar alt Folket hildes i Dumheden.
Sit politiske Udslag fik nu dette Væsen i Sprogrescriptet, den
skjønneste Blomst af vor Statsmandsvisdom, Danskhedens beundrede
Storværk, hvis Retfærdighed var saa klar, at den var ligefrem til at
tilbede. I Virkeligheden dog den Forholdsregel, der selv om den
ikke hovedsagelig kan have forvoldt vor Ulykke, dog fra sin Side har
gjort, hvad der for det første kunde gjøres for at skyde til det
hældende Læs. Men ingen turde tvivle om den gode retfærdige Sag.
Nei, ingen uden iilfældigvis de to Mænd, som allermest havde
Myndighed til at tale om den. Det var Grundtvig, for han vidste, hvad
Frihed er, man kan og maa dog ikke binde Munden paa Mennesker.
Og Martensen, paa eengang en af dem, der mest i Virkeligheden
elskede sit Fædreland og har vovet sig meget vidt for at forsvare
dets Sag, og tillige som født Flensborger bedst kjendte det om-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
