Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men vi kunde ikke haabe at komme til Ende med andet end hvad
vi kunde faae andre Stormagters Samtykke til. Og Krigens første
Aarsag, det at tvinge en Del af det store aandsmægtige Folk, til at
blive under vort Scepter, naar de ikke vilde, kunde vel efter juridisk
Statsret forsvares, men ikke vække Medfølelse. Vore nordiske
Stam-fæller følte med os hvad Frygten for at Tydskerne skulde gjøre
Gjengjæld angaaer, men heller ikke synderlig videre. Især i Norge
var Misfornøielsen med vort Tvangsherredømme temmelig stærk, de
kjendte det fra dem selv, sagde de. Politik er nu ingen ideal Sag,
den er et Væv af Klogskabshensyn. Men det var netop det
ejendommelige ved hele vor Politik i den Periode, at alle tog den som
en fantastisk ophøiet Kamp for Sandhed og Ret, ingen vilde høre
noget om at komme forsigtigt og klogt igjennem. Lad saa vor
Fremgangsmaade end være det Ideal af Retfærdighed, som vi have
villet gjøre den til, ligefuldt var den i den Grad uklog, at det er
vanskeligt at fatte for enhver, der ikke har været med i den
lidenskabelige Forblindelse. Madvig har Ret, mener jeg. Det eneste der
havde været at gjøre, var at faa Slesvig delt medens dette var muligt.
Men Slesvigerne vilde ikke paa Grund af deres Provindsfølelse, og
vore Magthavere ikke paa Grund af deres »utvivlsomme Ret«. Ak
ja, Statsret vil ikke sige meget, naar de historiske Forhold ere
gaaede ud over dem.
Uveiret trak op over os i hele Frederik den syvendes Tid. Vi
havde ved andre Stormagters Hjælp faaet Hertugdømmerne i Hænde,
men Tydskerne var tvungne og var ikke til Sinds at finde sig i
Ordningen længere end til Leiligheden kom til at kuldkaste den. De
vaagede over Tractaterne og lurede paa enhver Overtrædelse af dem.
Saa kom det aabenbare Brud paa dem. Novemberforfatningen, og
samtidig døde Kongen, saa Arvespørgsmaalet kunde reises. Paa
Grund heraf har det altid været forfegtet af vore Nationale, at det
var aldeles ligegyldigt, hvorledes vi havde styret Hertugdømmerne, og
i hvad Forhold til hinanden vi havde villet stille dem. Tydskland
vilde i alle Tilfælde have frarøvet os dem, saasnart Tiden var gunstig
dertil, uden at føre andet Forsvar for sin Vold end Ulvens Retsgrund.
Det er muligt. Men vil man høre den Statsmands Ord, som begyndte
sine Storværker med vor Undertrykkelse, saa er der dog adskilligt at
bemærke derved.
Bismarck har flere Gange stærkt fremhævet, og der er ingen
Grund til ikke at troe ham deri, at det aldeles ikke var let at gaae
mod Danmark; Aar for Aar havde det i den første slesvigske Krig
viist sig, at de andre Stormagter ikke var tilsinds at lade Tydskland
tage sit Bytte. Sagen havde ikke forandret sig, hvad de store
Ligevægtshensyn angaaer, og havde Bismarck ikke forstaaet paa anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
