- Project Runeberg -  Mit liv og levned /
382

(1898) Author: Johannes Henrik Tauber Fibiger With: Karl Gjellerup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Maade at bestikke den uvederhæftige Napoleon, var han maaskee
dog ikke kommen til Ende dermed. Derimod havde Sagen paa

anden Maade i høi Grad forandret sig, og det kunde vi takke os
selv for. Vi havde ikke mistet de ikke tydske Magters gode Villie
til at støtte, hvad der var deres egen Fordel at støtte, men vi havde
mistet deres Stemnings Medfølelse.

Alt hvad jeg ovenfor har udtalt som mine egne Bekymringer,
gik selvfølgelig i en uhyre forstørret Maalestok, baaret i det Skjulte
af Brevvexling og i det Offentlige af alle Blades saftige Skildringer
udover hele den tydske Folkevrimmel lige til fjerne Verdensdele, og
vakte en national Harme, som blev lige dybt følt hos Fyrsten som
hos Almuesmanden; og vi skulde faae at føle, at Tydskland var os
lige saa overlegen i at kunne skaffe sine Meninger og Stemninger
Indgang i den store Verden, som det var det i Hærmagt. Der kom
til at gaae hen over Europa en Fornemmelse af, at Danmark havde
opført sig baade uklogt og usømmeligt ved ikke at tage noget
Hensyn til det store høitstemte tydske Folks nationale Følelser. Ved de
store Hoffer kunde man med nogen Ret tale om, at vi var et Folk
af utopiske Chauvinister, og i Rusland føie til, en Rede for farlige
Lidenskaber. Dermed havde vi givet vore Modstandere et af de
farligste Vaaben i Hænde. Selv de, der endnu vilde støtte os
af Retsgrunde, var bievne yderlig kjede af en Sag, der i andre
Maader var kommen i Vanry.

Saa døde Kongen, saa pludselig og uventet, sagde man. Men
det var da heller ikke just nogen Sag, man kunde lade ude af
Betragtning, med det skrækkelig uordentlige Liv han førte. Og vi var
uberedte og ikke rustede til Krig — i sin Blindhed for hvad der
forestod, havde man end ikke i Folkets mest velhavende Periode
tænkt paa, at den nærmest liggende Opgave var at reise sin
Forsvarsevne til den størst mulige Styrke. Medens vi end ikke efter
Kjøbenhavnernes Mening havde nogen Konge, vi kunde stole paa, og
medens Hæren var paa sit ringeste Trin, vilde vi saa komme
paa-tværs med Novemberforfatningen, det værste, man kunde byde
Tydskerne, i sædvanlig utopisk Tro paa, at al Verden vilde indsee
dens soleklare Ret. Nei, Bismarck indsaae den slet ikke, han indsaae
meget mere, at nu var Øieblikket der, da det store Slag kunde
slaaes. Vi havde bidraget temmelig meget til at det kunde gjøres.
Han har rimeligvis takket os i sit Hjærte for at vi havde hjulpet
ham til den store Fordel, at det var saa langt fra, at det var for
svært at faae hele den store og mangehovede Nation, ogsaa Østerrig
med, at han tvertimod kunde lade al Verden vide, at han ikke længer
kunde styre sine rasende Landsmænd. Tingen var gjort ham lettere
end han selv havde turdet haabe.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:15:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fjmitliv/0396.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free