Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Øjeblik falder hende ind at tænke paa sig selv. Det er Ligeløb
med Tilbagetræden af Selvet.
Noget lignende gælder
18. Religion. Den har simme lukkede Former med Mangel
paa F’orstaaelse, Intolerance, Selvbevidsthed og Selvtilfredshed. Men
hvor virkelig Aabenhed findes, gaar Strømmen paa sin egen Maade
den lige Vej med en Nedlæggelse af Selvet, der ikke findes andetsteds.
19. Naturen har altid en aabnende Indflydelse påa Sindet,
stemmer En til Ligeløb. Den store hvælvede Himmel, denne
Uendelighed af Aabenhed til alle Sider lader Strømmen fare lige ud
uden mindste Reserve. Sammen med dette ejendommelige Ligeløb
ville vi altid finde ringe Selvdannelse. Der er faa Steder, hvor man føler
sig saa lille som i Naturen. Naturen optager »os«. Selvet bliver borte.
Et Par Naturskildringer af Turgenjéw kan tjene til Oplysning:
»Intetsteds saa man en hvidmalet Kirke eller en blomstrende
Mark — overalt stod Træ ved Træ, overalt steg takkede Toppe op
i Luften, og ovenover svævede der en fin sørgmodig Taage, som
evigt tilslører denne Skovregion. Store hvide Skyer droge stille forbi
højt oppe i Luften. Synet af Skovregionen erindrer om Havet; den
samme jomfruelige Urkraft breder sig vildt og vældigt for den be-
tragtendes Øje. Skoven er blot mere ensformig, mere melankolsk,
især er der over Fyrreskoven et bestandigt eet og det samme og en
næsten lydløs Stilhed. Havet truer og smigrer, det antager alle
Farver, taler i alle Stemmer. Over den uforanderlige, mørke Naale-
skov er der enten en vranten Tavshed, eller der lyder dumpe Hyl,
og Synet af den gør Bevidstheden om vor egen Intethed mere levende,
mere uimodstaaelig. Mennesket — dette Døgnvæsen, født igaar og
dømt til allerede at dø imorgen — hår svært ved at udholde den
evige Isis" Blik, der koldt og deltagelsesløst er rettet paa ham; det
er ikke blot Ungdommens dristige Haab og højtflyvende Drømme,
der blive ydmygede og udslukkes i ham ved Elementærmagternes
isnende AÅande; hele hans Sjæl trækker sig angst og bøjet tilbage i
sig selv; han føler, at den sidste af hans Brødre kunde forsvinde
fra Jordens Overflade, uden at saa meget som en Fyrrenaal paa hine
Grene sitrede derved; — han føler sin Ensomhed, sin Svaghed, sin
Afhængighed af Tilfældet, og med hemmelig Rædsel skynder han sig
tilbage til Livets smaa Sorger og Sysler: i denne Verden, som han
2
ø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
