Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
= 24
æt
mig ikke mere noget om det hele og gik hen ad Vejen uden Vilje,
uden Ønsker. Havde jeg bedt den lille Klokke om at ringe? Men
den blev ved at tone ud i Luften, ud imod det sidste blaalige Skær -
af Dagen, der endnu saas i Vest hen over de mørke Trætoppe.
Hvor kunde det være lige meget med det altsammen! Og saaledes
gik Livet. Alligevel kom man efterhaanden til at lytte. Hvor der
er en sidste Fred i saadan en lille Klokke! Den knytter Tanken
til sig, alt som Lyden runger ud i Luften. Det er, som om man
fornam, hvorledes den bredte sig ud deroppe, som den lille venlige
Malmklang tog En med sig ud i Rummet. Saa holder den op lige
med et, og såa er man uden at tænke paa det ude i Intet. Det
sidste Slag bliver ved at klinge for En. Hvor lød det smukt! Saa
mildt, lidt svagere end de andre og dog vægtigere. Det lød, som
om noget sluttede af med et venligt Ord tilsidst og sov ind. Nu
kom jo ogsaa Natten. Det stod for mig, da jeg kom hjem og sad
ved mit Arbejde, mens det susede koldt udenfor under Vindues-
karmene, at der er noget ved Begrebet Intet, der luner Sjælen. Helt
paradokst kan det komme En for, at der er mere i Intet end i alt
Noget tilsammen.
23. Vinteren er Intetfangets Tid. Alt har trukket sig tilbage
eller er forgaaet. Paa den haarde, frosne Jord, der hist og her er
fejet bar for Sne af Vinden, er der kun Tegn påa Kulde og Til-
intetgørelse, og den bløde Luning, mån kommer ind i ved Sneen,
er Intethedens. Fodtrinene blive borte, Genstandene blive borte.
Naar det i Frastand suser i de høje Trætoppe, er det, som om
Naturen derigennem vilde sige: »Her er intet for Dig«. Søvndysset
af Sneen taber Lyden sig jevnt hen i Intet. Det suser op, som om
Kronerne vilde fortælle en hel Mængde om de frosne Grene og den
bidende Vind; men såa er det, som om de betænkte sig — det
kan være det samme; saa taber Lyden sig, bliver svagere og svagere,
indtil ganske Intet. Men besynderligt, at alt som Lyden taber sig
uden om En, blive indre Stemmer stærkere. Man kan gaa uden at
lægge Mærke til, hvor stille der er rundt omkring; man synes, der
siges såa meget. Det er Intethedens Sprog — dette rige Sprog.
24, En Dag i Oktober var det et ilde Vejr med Blæst og
truende Skyer, mørkt og trist. Men regnede gjorde det just ikke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
