- Project Runeberg -  Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet, Bidrag til en aandelig Sundhedslære /
67

(1896) Author: Ludvig Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

67

Stundom, naar man havde været ude om Aftenen og talt ivrig
op med de andre om, Gud ved hvad, kunde Træerne påaå Hjemvejen
se ganske stille paa En. De sagde ingenting; men man skammede
sig som en Hund. Det var Reproduktionsselvet, der luskede af for
Ligeløbsselvet.

Jeg husker saa klart, da Løvet faldt i Fjor. En Frostvejrsnat
tog det sidste. Om Morgenen, vi kom ud, laa det der altsammen.
En vemodig Stemning kommer over En ved at se disse Masser af
grønne Blade ligge, det sidste, det sidste. Hvor ser det dejligt ud,
som det ligger i Overflod paa Jorden. Men nu gaar det fra En.
Det var, som om Begivenhederne kom En for hurtigt, som man endnu
ikke rigtig havde faaet set paa disse Blade i Aar. Man burde håve
passet Tiden; nu er det for sent. Nu staa de nøgne Grene og rage
op i Luften. En sær Fred er der kommen over dem. Der er intet
mere. Saa længe der var et,eneste Blad tilbage i Træet, var der
Uro i Sindet; man tænkte endnu paa Aarstiden, gik og saa efter,
hvad der var tilbage. Nu er der ligesom intet at tænke paa. Naar
Aftenen kom med Lygteskin, kunde der være noget sælsom roligt ved at
gua og se paa alle disse mørke, nøgne Grene i den endnu milde Luft.
Man kunde gaa og aabne sig for Intetheden i en egen Hvile. Det var,
som om der laa en Slags Rigdom i dette, at der intet fandtes, som
om de tomme Grene lærte En derom. En egen ren Undervisning,
ganske anderledes rig end den, man faar af Mennesker. En
Mand gik forbi og vendte sig om: »Er det ikke D. F.?« udbrød
han, »Kender de mig ikke? Jeg er Hansen, deres gamle Elev«. Vi
stode og talte lidt. Jeg fulgte ham op ad Alleen. Han fortalte, at
han havde været sindssyg, siden vi saas sidst. Nu var han kommen

sig igen og havde faaet lidt Arbejde med nogle Blade, Han haabede
nok, han skulde klare sig, naar han blot maatte beholde Helbredet.
Jeg fulgte ham hen til en Sporvogn i Runddelen; gik saa tilbage.
Hm, ja saa! En stor, klar Stjerne lyste imellem de nøgne Grene.
Mennesker kunne nok yde Bidrag til Undervisning af ovennævnte Årt;
men de gøre det finest, naar de tale om eet og uden at vide det
vidne om noget andet, som de ikke sige et Ord om.

60. Mærkelig er den aabnende Indflydelse, det nye har paa
Smdet. Det kan være det ar ny f. Eks. en taabelig Mode

bestaaende i, at man hænger en ØFoutnure paa Bagen, såa gribes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:18:18 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/flligelob/0079.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free