Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bunden og Væggene. Varme bestaar just i en saadan Sitring af
et Legemes Smaadele, Dette kunde vel ogsaa kaldes en Slags
Temperatur. Stemningen var forunderlig ny, men samtidig for-
underlig righoldig og tankevækkende. Aar efter huskedes med
sær Klarhed den Dag ved Mosen og dens Folelser.
39. En Vinterdag havde jeg mod Sædvane løbet paa Skøjter
pan Stadsgraven. Det gav en ganske ny Stemning. Jeg havde
løbet længe og begyndte omsider at tænke paa, at det kunde
være nok, saa meget mere som det var Helligaften. Det havde
været et dejligt Vejr den Dag, og mange havde været paa Isen;
den var ganske hvid af Skøjtespor i alle Haande Retninger, og
fortræffelig glat. Det var næsten Synd at forlade den just nu,
som man var bleven rigtig lind i Lemmerne; men det kunde
snart blive ganske mørkt, og alle syntes at være gaaede. Jeg
tøvede lidt. Der var ganske stille. Længe havde man kunnet hørt
Lyden af et enkelt Skojtejærn; nu var Manden vist gaaet hjem;
thi der hørtes intet mere; for løb han ind i Tykningen. Enkelte
Vindpust hvislede i Rørene, og lidt Sne begyndte at falde. De
lette Fnug, der førtes vildsom omkring, utydeliggjorde Bag-
grunden; man skimtede i blaalige Omrids de enkelte Skikkelser,
der bevægede sig ovre paa Broen. Del var, som den vilde Natur-
form kom stærkere og stærkere frem; kun Lyden af den éns-
formige Vognraslen i det fjærne mindede om Byen. Paa en
Skraaning, der begyndte at blive hvid, stod en énlig Tjørne-
busk, hvis sorte Farve stredes med det hvide. Sneen begyndte at
bemægtige sig dens Grene. Der lagde sig smaa Snelinjer hen ad
Kvistene. Naar man lyttede tæt ved Busken, kunde man høre
Snekrystallerne ganske ejendommeligt klingre og hviske der-
inde, naar de i Faldet strøg mod Kvistene. En sær alfeagtig
Musik. Det lød, som der blev sagt en hel Mængde rundt om i
alle Risene. ,,Naturens Skjønhed er dog ejendommelig”, kom
jeg til at tænke; ,,hvor forskjellig fra f. Ex. Musikkens! egent-
lig langt ædlere, og dog er der slet ingen Tilskuere her, mens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
