- Project Runeberg -  Ludvig Feilbergs Samlede Skrifter. Anden Udgave /
103

(1918) Author: Ludvig Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

103

Kontormand, naar han med Pen bag Øret, indknebne Læber
og bestemt Udtryk trakterer sine Protokøller, saa man maa
tænke påa deres Holdbarhed, alt imens han besvarer det im-
ponerede Publikums famlende Spørgsmaal med skrækindja-
gende, affærdigende Korthed. Man sætte sig ret ind i, hvordan
saadan en Mand maa føle indvendig. Det er, som der sad en
Bund i ham omtrent i Højde med det Sted, hvor Thor havde
sit Styrkebælte, en Bund, der, i det den udøver et let Tryk paa
Indvoldene, afgiver Fundament for Personligheden. Man tænke
sig Mellemgulvet. Det er, som han afhang af saadan Bund og
fik Styrke derfra, som om Dygtigheden havde sit Sæde dér paa
lignende Maade, som Modet sidder i Brystet. Enhver maa
kjende denne Følelse af Bund (Bundighed, Grundig-
hed). Det er denne Bund der saa forunderlig opløser sig ved
Suspensionen (f. Ex. over for en Stjærnehimmel, sé 47), det
vil sige, hvis den ikke ved langvarigt Slid og Brug er bleven saa
haard og sej, at den er bleven permanent: det kan ogsaa ske.
Den kan, synes det, ligefrem forbene. Saa bliver saadan en
Mand en sand Petrus, staaende paa klippefast Grund. Man har
da den højeste aandelige Magerhed. Hel underligt er det her at
vende Blikket til den i 38 skildrede Stemning, hvor Atomdelene
ligesom sitrede i Usikkerhed, hverken rørende Bund eller
Vægge: hvor ulig er den denne Mand, i hvem alt er fast, som
aldrig føler Usikkerhed, som altid vil mærke Klippe under sig!
Hvorledes skulde han kunne føle eller sætte Spirer? Han har
jo intet blødt i sig, der kan sitre. Hvorledes skulde der kunne
komme Suspension i ham over for noget som helst, han, hvis
Force er den Selvstorhed og Duelighed, hvorfra man netop
ligesom er midlertidig afsat i den suspenderende Tilstand. Man
kunde maaske mene, at han i enkelte Øjeblikke kunde være
hel anderledes; men deri ligger en Naturmodsigelse. Det er,
som man vilde antage, at én, der om Hverdagen syslede med

Smeddearbejde, om Søndagen kunde have fine Hænder.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:20:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/flsamlede/0111.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free