- Project Runeberg -  Ludvig Feilbergs Samlede Skrifter. Anden Udgave /
248

(1918) Author: Ludvig Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

248

fra Individet, saa maa denne Udførsel føre etsteds hen. Naar
levende Kraft er en Realitet, der ifølge Loven for Energiens
Bestaaen ikke kan forgaa, maa der ogsaa findes en Realitet,
hvor denne levende Kraft strømmer hen, Sekund efter Sekund,
Time efter Time, Aarhundrede efter Aarhundrede. Hvad kan
det være for en Realitet? Skulde det være en ny Verdensdel?
Af Flodernes Størrelse kan sluttes, at den maa være af uhyre
Dimensioner. Et nyt Amerika? Man har egentlig slet ikke Fø-
lelsen af det. Man ser ingen mærkelige, røde Fugle, man ikke
før har set, ingen mærkelige Skove og Bjerge. Tvertimod; hvad
man mærker, synes En saa bekendt. Kunde det ikke tænkes, at
det var vor egen Hjemstavn, vi vare komne forkert tilbage til
og i vor Fortumlethed ikke kendte igen? Ja i Sandhed. Der gi-
ves ikke nogen Stemning, hvori vi føle os saa hjemme som i den
ubevidste Stemning, hvori det personlige ligesom er lagt til Side,
og man gaar op i hin aandelige Udførsel. Jeg mindes engang,
jeg var ude i Klitterne og sad og tænkte paa slet ingen Ting, saa
nu og da paa en Søfugl, der fløj hen over Sandhøjene, eller paa
et Marehalmstraa, der skrev Cirkler i Sandet. Intet fangede.
Intet drog Bevidstslivet frem. Tiden gik, uden at man mær-
kede hvorledes. Hvor underligt kom det mig for, at her var vor
egentlige Hjemstavn! Det kan i slige Øjeblikke være, som om
et gammelt Selv kaldte paa En, et gammelt oprindeligt, hjemligt
Selv, som man kendte saa godt og i Øjeblikket længtes efter at
komme tilbage til igen, ja som det var det egentlige Selv, og
Ens eget var et fremmed. Ens eget Selv, Personen, kan i slige
Øjeblikke med al sin Færd forekomme En saa ringe, saa liden
Agtelse værd.

Men er det ikke hint gamle, tidligere omtalte, ubevidste
Selv, vi nu tale om og ere komne tilbage til? Skulde det være
det, vi vare Leverandører til?

Længere end hertil kan Empirikeren med vor Tids tarvelige

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:20:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/flsamlede/0256.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free