- Project Runeberg -  Ludvig Feilbergs Samlede Skrifter. Anden Udgave /
279

(1918) Author: Ludvig Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

279

er, eller ikke — der uvilkaarlig fænger Beskueren. Han føler, at
han staar over for noget, der maa betragtes med det allerstørste Hen-
syn, jeg kunde fristes til at sige med Ærefrygt, føler, hvor usselt
han vilde komme til at staa, hvis han hævdede sit Selv over for slig
Aabenhed, og han skynder sig med at lægge Selvet ned for ikke at
tåge Skade ved at blive den store. Hvor Reproduktion mødes med
Ligelob, maa den altid skyndsomst træde til Side, hvis den ikke vil
lide et aandeligt Nederlag.

Tit har jeg følt noget lignende over for Børn. Der lyser ogsaa
noget af det samme ud af dem. som vi saa hos denne Gamle, noget
af dette underlig broderlige. Saa snart man ser et Glimt deraf hos
Næsten, kender man ham og omfavner ham, selv om han er aldrig
saa lille og fattig. I Reglen ses kun det personlige, dette Skillerum
imellem Sjælene, der stemmer til Ringeagt. hvor det træder frem,
som avler Kiv, Strid og Forbandelse til alle Sider.

Spørgsmaal til Øvelse: En Elev vil fotografere hin gamle Bonde-
mand. Har han Lov til det? Jeg mener absolut nej. Han vil ikke
kunne gøre det uden at tage Skade selv. Det er Tilbagevending paa
et ganske særlig farligt Punkt. Man har Lov til at nikke venligt til
saadan en gammel Stridsmand og i Forbigaaende give ham et bro-
derligt Haandtryk, og det endda kun for saa vidt som man er ganske
sikker paa at kunne gøre det virkelig aabent og ligelobende (uden
æstetisk Kredsgang af nogen Årt, Overlegenhed el. 1.). Men saa
skal man lade ham gaa og danne sit Led i den store Naturaabenhed,
der ikke taaler Tilbagevending over for sig. Da Loths Hustru vendte
sig og saa tilbage, blev hun til en Saltstotte. Jeg vil gaa meget vi-
dere: Det er et stort Spørgsmaal, om han kan fotografere en høj-
tidelig og stemningsfuld Naturomgivelse uden at tage Skade der-
ved (jfr. ,,Om størst Udbytte af Sjælsevner" Eks. 114).

59. Hvad man kan faa en synderlig Afsmag for i vor Tid, er
Ord. En ny Idé fødes intuitivt, altsaa uden Ord. Saasnart den er sat
i Ord eller System, er den nyfødende Udvikling afsluttet, og hvis
man da ikke passer paa at gaa fremad, men begynder at gaa Kreds-
gang om. hvad man har fundet, gaar de! hele i Forraadnelse. Det
er denne Fordærvelse af det indre Nyliv, der saa hyppig knytter sig
til Ord, disse Reproduktionens Værktøjer. Jo færre Ord, der kan
bruges om en Ting, desto bedre. Jeg havde en gammel Lærer. der
oprindelig havde været Smed og aldrig talte meget. Et .,Naah" og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:20:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/flsamlede/0287.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free