Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sel), en Side af vort Aandliv, der spiller en aldeles bærende
Rolle for ethvert Menneske, der vil leve.
Men det vil vare længe, inden man faar Folk til alt tro del,
å5. Lad os lage en Livsytring som Jubel. Ja, hvad er det, vil
man sige. Man veed i vore Dage knap. hvad det er. Det er ikke
Tider, man jubler 1. Der hører dertil en vis Umiddelbarhed, som
ikke kendes mere, i hvert Fald hos voksne og knap nok mere hos
Børn: de skulle være ganske smaa. Man maa forklare, hvad man
mener. Jeg kørte en Dag pååa Jernbanen forbi Glostrup, forbi Præste-
gaardens Eng og kom til at tænke paa et Par Verselinjer. som engang
for ca. 100 Aar siden bleve sagte her af et Menneske, jeg af Beskri-
velse saa godt kendte:
Unsre Febhler grof und flein
Sdjlummern alle mit uns ein.
Engene grønnedes fulde af gule Blomster, og Solen skinnede op-
livende paa ak. Hvor var det dejligt at kore ud af den støvede By
og lægge alting bag sig som glemt. Det var, som om der ogsaa deri
var noget. der sagde:
Ulnsre Fehler grog und flein ..
Og hvor maatte det vel ogsaa være stort engang at køre ud af
den støvede Verden og lægge 100 Aar bag sig til fuldstændig For-
glemmelse, som dette Menneske nu havde gjort; naar jeg tænkte paa
det, var det. som om jeg syntes, at Blomsterne lo, og at Solen gjorde
alting levende som dengang — det samme Liv som altid, bestandig
vort, arbejdende sig ud af tilbagelagte Former, der alle ere urigtige.
Er der ikke noget i denne Naturens Gentagelse, som om Hjul løb
rundt, og man korte og kørte, snurrede hort fra en støvet By.
Unsre Fehler grog und flein
Sdlummern alle mit un3 ein.
Jeg veed ikke, hvorfor de Ord betoge mig saa stærkt: men de
bleve ved at klinge. som om de løde ud over de hundrede Aar, som
om Huse og Skorstene vege tilbage for dem, bleve mindre og mindre,
tilsidst ganske smaa ude i Horizonten. alt imens en dejlig hvid Sky
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
