Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
533
(7;
det ogsa med mig den Gang ...” (0. s. v.). Kan man paa den
Maade faa Læseren lil selv at gan til Kilden, saa kan man gan-
ske trække sig tilbage selv og dermed ogsaa sin subjektive
Fejl, Saa bliver der kun Læserens tilbage, og den vil han jo
dog altid have, selv naar han er direkte lagHager. Ja, mangen
Gang kan han, ved saaledes selv åt komme med, blive greben
af en saa levende Interesse for Sagen, al han kan blive borte
for sig selv. Saa er der ikke andet end Naturen tilbage. Saa er
han Naturdel i Naturen, som det oprindelig var Meningen, han
skulde være, og saa hører han rigligt. Absolut.
Erf. I denne Bestræbelse efter at eliminere Personligheden
støttes man i høj Grad ved det tidligere (Pag. 523) omtalte i ethvert
sundt Menneske tilstedeværende Naturinstinkt, Resterne af
den i Mennesket oprindelige Natur.
Det er interessant at lægge Mærke til, hvorledes det idelig og
idelig gentager sig, at Folk efter nogen Betragtning af et Billede faar
Øje paa noget, de synes at skulle kende, saaledes at de mangen
Gang nikke, før der er bleven talt ud. Og hvorledes de i saa Fald
straks gore Sagen til deres egen ved at henflytte Indholdet til andre
Omgivelser og Tilfælde, som de selv have oplevet. Saadan skal det
være. Saa kan man spare sig Resten. Naar Folk paa den Maade lige-
søm føle gennem hele Kroppen, have de fundet Vej til det paa Bun-
den af enhver Sjæl liggende objektive Liv. Saa er Subjektiviteten
elimineret. Saa lever de. Saa kunne de høre Naturen fortælle: ihi
saa ere de selv Naturen.
Naturligvis er denne Naturbund ikke lige iilgængelig hos de for-
skellige Mennesker. Der kan være dem, hos hvem den synes at
være ganske borte. Kulturen har slettet den ud. Men hos mange —
(i
som der endnu er lidt ,,Natur i", — kan den ligge og lure, saa at
den tit ved en ganske ubetydelig Berøring kan vaagne op med en
aldeles fænomenal Kraft. Der er ikke noget. der saaledes kan ligge
til Rette i en Sjæl som Naturens Stemme, og ikke noget, Mennesket
i saa Fald saa gerne vil have trukket frem. Et flygtigt Glimt kan
virke som en dragende Magt. Man kan blive greben deraf paa den
forunderligste Maade. saa at man ligefrem kan standse: ,, Hvad var
dog det?" Man følger uvilkaarlig efter, hvis man paa nogen Maade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
