Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
660
huskende Selvliv). For den unge gaar det endda; han har endnu lidt af
sin oprindelige Aabenhed tilbage; men snart kommer der et Punkt, da
man kan lukke Øjnene og se det hele med en pinlig Nøjagtighed; da
man gaar rundt og støder sig paa Tingenes haarde Kanter og dog allige-
vel ikke kan lade dem være; da man lever i en bestandigRugenover
det sete, Rugen over Tingene, Rugen over sig selv i Tingene — det
kan være som i et Værelse, man opdagede var tomt. — Hver Gang jeg
kommer gaaende og ser det Hushjorne derhenne, er det, som om jeg
blev overfalden af Livslede. En Mand fortæller, hvorledes han ved Synet
af en bestemt Bonde, der paa en bestemt Tid af Dagen kørte forbi med
et Læs Grus, kunde blive ganske irriteret, skønt Manden aldrig havde
gjort ham det mindste og hver Gang hilste hofligt: ,Der er han igen”.
Han kunde gerne have slaaet ham. Nærmere beset, var det egentlig ikke
saa meget Manden, han kunde have Lyst til at slaa, som det var hele
Livet, en vis evindelig Gentagelse, Tilbagevending, Trædemolle, der lader
Haabet ude. Der er Mennesker, der leve i en bestandig Livsfornærmelse
(vrangvillig Tilværelseshusken). De kunde gerne banke Livet. Jeg har
hort en fuld Mand sige: ,Jeg kunde gerne myrde Jer allesammen”, Man
kender saa godt denne Stemning ved Synet af de forskellige stereotypt
sig gentagende Fænomener, naar man har tabt Aabenheden: Den lille
Hansen der kommer anstigende og den tykke Jespersen. Det er, som om
man blev til Is. Vendersgades Huse kunde en Tid lang ligefrem belægge
mig med Lidelse. Hver Gang jeg saa ud af Vinduet og saa disse be-
standige Skorstene, som nu havde vist sig der saa mange hundrede
Gange. Det var næsten ikke til at tænke paa at se dem en Gang til.
Indtil jeg tilsidst fandt paa at sige til mig selv: Vendersgades Huse
gælder slet ikke: det er en Forestilling, jeg gor mig. Det hele gælder
slet ikke. Det var, som om jeg med disse Ord slængte Husenes besvær-
lige Paahæng fra mig. Det hjalp; saa forulempede de mig ikke siden;
ja, vi bleve senere meget gode Venner. Nogle dybe Vejspor, hvortil jeg
havde Udsigt frå mine Vinduer, og hvis bundløse Pole en Tid ligefrem
iruede med at tage Haabet fra mig, bleve paa den Maade ganske for-
vandlede. De kunde siden le saa venligt til mig. Det lader sig virkelig
gøre, viser Erfaring, paa den Maade at forvandle hele Verden fra et
haablost Sted til en eneste stor Venlighed, blot ved at lukke sig op. Og
hvordan er det ikke med Skilte? De kunne til Tider ligefrem sejgpine
En, naar man paa Bagerens Skilt læser H. Jensen for 365de Gang. Be-
handlede paa denne Maade kunne de blive i den Grad ligefrem klap-
venlige, at det er en Livsstyrkelse at passere dem,
Ålsidig lukkede Mennesker ere altid ulykkelige Mennesker. De kende
ikke til den Herlighed, der kan ligge i Livet. Et saadant lukket Individ,
hvori der er gaaet Bestyrelse, lever egentlig slet ikke; thi Livet ligger i
Udforselen af levende Kraft, der igen er betinget af Aabenhed. Hvor der
er lukket, er Livet med det samme borte. Individet bliver en Slags sjæle-
lig Forstening, der engang har været en levende Skabning, men er kom-
men til at vende sig om og se tilbage, og idet de har opdaget sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
