Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
662
En delvis Lukkethed med Lukkethed i visse Retninger og
Aabenhed i andre er selvfølgelig ikke paa den Maade skadelig.
Tvertimod. Der kan Lukketheden være i hoj Grad formaals-
tjenlig og ganske nødvendig til Afspærring af slette Udveje.
lagttit. 42. Interessant er det i saa Henseende at iagttage den Maade,
hvorpaa Naturen opdrager sine Skabninger til Fortætning.
Der findes hos den hele Skabning fra første Begyndelse en Tilbøje-
lighed til at ville aabne sig (leve). Se vi paa Barnet, og se vi paa Vækst-
livet i Mark og Skov, er der en bestandig Higen efter at ville ,give sig
selv", det vil sige aabne sig for noget, bestandig Stræben efter at komme
til at springe ud. Det er en lagttagelsessag. Men lige saa sikkert er det
en Iagttagelsessag, at Naturen gaar ved Siden af denne Aabenhedstrang
med Pidsken og lærer Skabningen ikke at aabne sig for tid-
ligt. Den giver ligefrem sine Skabninger Kursus i Lukkethed gennem
Smæk, Kulde og haard Medfart saa længe, til de lære at anlægge en
højere Fortætningsgrad. Saa synes Åabenheden forst at maatte komme.
Det er ikke til at tage fejl af, at den for tidlige Aabenhed bestandig er
forfulgt: Den er ogsaa uforenelig med Naturudviklingen, idet den kun
giver Tyndhed.
Iagtt. 43. Der ligger i det unge Sind en bestandig Tilbøjelighed
til at lukke sig op imod Lethed og Tyndhed; men taagede November-
dage med Sjask, Sole, Influenza, Fattigdom og Lidelse gaa ved Siden og
lære Mennesket at holde Maade med Tyndheden. Naar Student I. med
opsmøget Krave og Vand i Kaskjetten traver afsted i Snavset, mens de
unge Øjne lyne ud imellem vaade Kraveklapper, saa er der allerede
Klemme paa ham, men ikke værre, end at han endnu kan se det vaade
Tag af Sporvognsventesalen med Tanke paa Baller, Fornøjelser og al-
skens Tyndhed. Men efterhaanden bliver Klemmen stærkere. Han skal
slet ikke se tyndt paa Tilværelsen. Det er slet ikke Meningen, at han
skal gaa rundt i Studenterhumør og tænke paa Baller, Det vilde være
ganske i Strid med Naturudviklingens Fortætningsformaal. Tilsidst bliver
Klemmen saa stærk, at der kan komme Dage, hvor Synet af det omtalte
Ventesalstag gennem Tåaage og Regn forekommer ham saa aldeles blotiet
for al Livsnydelse, at han trækker Blikket tilbage fra Tingene igen,
trækker Fangene ind, og lærer Tingsuafhængighed. Saa forlader han det
pjattede Syn paa Livet, der kun ser efter Lyst. Fortætningen stiger. Men
dermed er han endnu hverken forsagt eller forknyt. Tvertimod; der er
ved denne Fortætning noget stort, der fanger ham. Han bliver i den Tid
til Mand. Det er større at leve under Modgang end under et tyndt
Teatersyn. Naar en Nordpolsfarer med Skindhue over Ørene styrer frem
i Is og Kulde, synes han netop, det er stort at leve. Atter og atter lærer
Erfaring, hvorledes Dygtighed og Fremgang skal tugtes frem under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
