Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
676
sig uden før Trappestenen. Den taler ogsaa øm Hjemmet. Du tænker
paa det hyggelige Kakkelovnsskær Vinteraftener, naar en bidende Vind
bøjer de visne Straa paa Marken; Du tænker paa din gamle Moders
venlige Ansigt. og Du førstaar, at der er nøget ganske andet til i Ver-
den end det, Du traf paa i Marken, nøget, der ligesøm danner en Slags
Klæder før Sjælen, noget, hvøri der ligesøm staar skrevet: ,Fred være
med Eder"! ,Det skal Du faa, hvis Du vil følge mig," siger Naturen.
Ja, og døg kan der være noget saa besynderlig stupidt og kvælende
ved Tanken om at blive puttet ind i en Brudevogn med Gummiringe om
Hjulene. Du gaar ned ad Vejen og føler Dig fri og lykkelig over ikke
at være bundet. Der gives en Frihed i Sjælen, som staar over alt andet,
en aandelig Tilværelse saa forunderlig ren og rig, varm og herlig. Læg
Mærke til, hvor Hjulsporene i Vejen kunne le til Dig i det Øjeblik, Du
kømmer til Forstaaelse af noget, Du længe har gaaet og tænkt paa. Na-
turen kan le saa venligt lige fra Snavset paa Skovvejen eller Brostenene
i den ulugede Gaard til de solbeskinnede, hvide Skyer højt oppe; og det
gor den hver Gang, det dumme Individ kommer til at begribe noget, ret
som om den vilde sige: .. Endelig gik det øp for Dig". Det er, som om
den klappede Dig øg lo, øg søm Du i det samme begreb noget, der vilde
Dig det saa godt langt ud øver Verden, en ophøjet Herlighed, der lovede
saa meget, naar blot Du vilde følge.
Men lyt saa en sludfuld Efteraarsdag til, hvorledes det suser i de høje
Trætoppe og hold det sammen med det mægtige Storslip, der gaar igen-
nem alting, hvorledes det altsammen kun staar en lille Tid for saa at
kastes børt. Er det ikke, som om noget fortsatte sig ud øver det fore-
gaaende igen. Se paa Histørien, paa det stolte Liv, der blev borte, og som
paa een Gang taler om at forlade og øm at leve. Hvilket besynderligt Stor-
syn viser den os ikke ud øver det hele? Se paa et gammelt venligt Hus,
hvor det kan nikke til En, idet det taler om Slid Gange Tid (Kraft Gange
gennemløbet Vej) eller et skikkeligt gammelt Ansigt, hvori Furerne tale
om Førtætning, øg de hvide Haar om Tiden, der gik. Det er Naturudvik-
lingens gamle, rare Ansigt (Evolutiønspræget), det rare gode gamle for-
ladende i Tilværelsen, der ligesom siger: ,Lad os være Menne-
sker", Det er bestandig det, vi føres nærmere til ved alt, hvad der i
stigende Grad maaler paa Naturudviklingsmaalestokken.
Men saa er det saa mærkeligt, at der kan komme et bestemt Øje-
blik, da der ligesom gaar Liv i det hele, søm om det gamle Ansigt be-
gyndte at tale, og som om det saa fortalte saa vidunderligt.
Det kan være en Dag, Du er oppe paa Thorvaldsens Museum og har
gaaet en Tid rundt øg set paa alle disse Ting, hvori et saa stærkt Liv
var køncentreret før kundrede Aar siden, alt imens den hule Rumlen af
Vogne paa Gaden fører Dig bort fra Tiden. Pludselig kan det komme Dig
for, søm øm alt dette levede endnu og var Led i et endnu langt mægtigere
Liv, der stød bagved det hele, en mægtig Strøm af Kraft Gange gennem-
løbet Vej.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
