Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
681
det være, som om Tankerne løb langt, langt ud i Rummet, ved en enkelt
lille fin Tone saa langt, saa det næsten ikke var til at tenke pax, den
skulde kunne komme tilbage. Ud til en uendelig fjern Herlighed, Det
kunde være, som om moget skreg i Sjælen. .Kadaverlyrik"! siger den
overlegne Sandhedsmand. Ja, er Du nu ogsaa sikker paa det? Er det ikke
for billigt at komme fra det Fænomen. Er det ikke snarere Dig, der er
kadaversand? Det er slet og ret en Iagttagelse, en ren fysisk Iagttagelse,
Den har man ikke Lov til at vise børt paa den Maade, Det er et Fæno-
men, der atter og atter vender tilbage, en Iagttagelse, der er kendt af
ethvert Menneske. der ikke er ….forbleven" paa et eller andet Omraade,
det vil sige er død. Den Slags lagttagelser er man ikke blot pligtig at
respektere, men pligtig at benytte, hvis man virkelig vil spørge Naturen
helt ud til Grænsen. Det er netop Fænomener af den Art, vi skulle have
fat i, naar vi ville studere Grænseforholdene. Dem gaar det ikke an at
vise fra sig i indbildt Overlegenhed. Vil man studere Grænsen, skal man
ogsan gaa til Grænsen.
Iagit. 62. Stundom kunde det være, at der ved Synet af en eller
anden ligegyldig Ting, Eger i et Vognhjul, der drejede sig forbi Lygte-
skinnet ind i Mørket, kunde gaa et Glimt igennem En som af noget, der
var til, men som gik fra En, noget, som man ikke naaede at komme
med til. En Længsel efter noget, der igen straks var borte. Vi komme
der ind paa det, Folk kalde Længsler, og som Digtere synge om. Et
underligt Fænomen! Hver Gang, man griber efter det, er det borte. Naar
man i stille Aftener stod og saa paa, hvorledes Grene fra Søndermarkens
Træer strakte sig ud over Himlen, kunde det være, som om man fik en
Anelse om noget endelost, der bevægede sig. En Følelse af det uendelig
store og det uendelig smaa derude, som man i lige ringe Grad forstod
nogei af, alle de uendelig smaa Bolger, der med fysisk Nødvendighed
maatte fare imellem hinanden i al Evighed uden at kunne opfattes af
noget levende Væsen. Foreløbig da ikke. Man staar og ser og ser. Tys!
Som om man hørte noget i den stille Nat, som om det kunde være et
fjernt Bølgebrus fra Havet. Man tænker paa, om det virkelig skulde
komme fra — Stranden, men opdager endelig, at det er Blodets Brusen
for Ørerne. Det er med andre Ord ingenting. Saa falder man til Ro igen.
Nej, der er ingen Forbindelse imellem Differentialerne og Endeligheden.
Og dog veed enhver Matematiker, at Differentialer ere Storrelser, man
kan regne med med samme Sikkerhed som man regner med endelige Tal,
og at de kunne integreres. Enhver Fysiker veed, at Vejen herfra til
Østkap er bygget op af uendelig smaa Atomer, at den hele Verden i sin
grænseløse Uendelighed er bygget op af Differentialer. Deres uendelig
store Mængde kan bøde paa deres ringe Størrelse, saa at der endda kan
komme noget uendelig stort ud af det. Naar man taler om Eksistens i
en Differentialverden, betragter Folk det som Drømmetale. Noget uende-
ligt lille kan man kun tænke sig som Drøm. Nej, det er ingen Drom;
dei er sund fysisk Tale. Al Storrelse er relativ. Naar vi synes, at Diffe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
