Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
687
Skølekundskab, der skal læres, ligesom man lærer Geografi, saa bliver
det dog altid saaledes, at den er et Fag, der i ganske særegen
Gral Tbaner Vej for Aabenheéd. Og det ikke mindst ved sin
Evne til at gøre sig ubevidst i Sjælen. Man huske det ejendommelige
Punkt, der kunde komme, da der ligesom kunde gaa Liv i det hele
(Pag. 676). Naar det indtrætfer, saa har Naturkundskaben ikke blot ført
til Aabenhed, men ind paa selve Religionen, Naturkundskab vil
i nlelhsledentaltid blive et Tag, der baner Vej før
Religion og fører ind paa Religion.
Og såa er det endda et Spørgsmaal, om den Religion, vi paa den
Maade komme til, ikke er en særlig udviklet Form. Saavel Religion som
Poesi og Musik kunne, som alle Begreber, konjugeres, og det er et
Spørgsmaal, om ikke de Konjugationsformer, der tage Realiteten med,
saaledes som Naturkundskaben gør det, ere af større Fortætningsindhold
end dem, der gaa uden om. Den realt underbyggede Bevægelse er af
større Udviklingsværdi end den blot æstetiske.
Men er alt dette saaledes, synes der heller ikke paa dette Punkt at
blive nogen egentlig Differens.
lagtt. 67. En syg Kone talte i sin Lidelse om de dejlige, grønne
Enge deroppe i Himlen, hvor Faar gik og græssede. Naar bare man var
deroppe! Vore hedenske Forfædre tænkte sig rode Broer over Vandløb,
der flød med Vaaben.
Der er en Aabenhed i saadanne Træk, over for hvilken al Kundskab,
af hvad Art den end maatte være, ærboødig maa træde tilbage. Blot en
eneste Linje kan være nok til at bringe En til at forstaa, at Religion
aldrig til nogen Tid kan undværes, aldrig kan slippes og aldrig maa slip-
pes, og at det Menneske, der mangler denne sidste Aabenhed, vil blive
som et afrevet Blad uden Forbindelse med Moderorganismen.
Der passer det med den levende Religion. der staar over al Kund-
skab.
lagitt. 68. En ung Pige havde mistet sine Forældre, og der var
bleven saa koldt i Verden. Den aabne venlige Favn var ingen Steder. Der
var dødt og tomt. En Nat, hun gik og græd i Præstegaardshaven, gik hun
igennem Laagen ind paa Kirkegaarden op ad den lange Gang og tænkte,
om Moderen dog ikke skulde komme. Blot en eneste Gang! Men der kom
ingen. Saa satte hun sig ved Kirkemuren og fandt Hvile ved at lægge
Hovedet op til den. Hun syntes, den var saa rar, saa lun at helde sig op
til. Den kære gamle Vorherre var vist i den. Han var virkelig til. Og det
kom til at staa for hende, at det jo egentlig var ham, der havde været i
Forældrene. Hvorledes skulde de kunne have været af sig selv? Hun
huskede paa, hvorledes et Menneske netop er størst, naar det kan sætte
sig eget Selv til Side. Var det ikke netop det, der var det ejendommelige
ved de Gamle, at deres eget Selv bestandig var sat til Side. Men naar
deres Selv ikke var der, saa kunde de jo ikke være det, de vare, af sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
