Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
689
kunde ikke sige bedre, Det kunde ikke give mere til os andre. Det hele
er ct stort lus, hvori vi alle høre hjemme og have vor sidste Tilflugt.
Hvor underlig er Naturen ikke et Menneskes sidste Tilflugt, hvortil han
søger tilbage, naar alting slipper, naar alle gaa, og ingen kan hjælpe. Og
hvor underlig kan den ikke være og blive hos et Menneske, ret som om
der såd noget gammelt og kært i Lænestolen (Natlampen i Sygeværelset
0. 1.). Tit kunde det ske, at Du midt i den haarde Verden ligesom kunde
drage en Kreds omkring Dig, indenfor hvilket Du fandt det gamle og var
hos det gamle. Ære være det, der kan støtte os, naar vi ere alene, det
gamle Ophav, der altid bliver det sidste!
Er det ikke, som om dette fysiske Indhold her ligesom danner Grund-
lag for Religion og til Slut ligefrem fortsætter sig over i Religion, idet det
bliver levende. Det var det, vi talte om ved Naturudviklingsbilledet (Pag.
676), at der kunde komme et bestemt Tidspunkt, da der ligesom gik Liv i
det hele. Saa ere vi i Virkeligheden inde paa Religionen.
Men hvor bliver saa Forskellen af? Hvor bliver Uoverens-
stemmelsen?
Iagtt. 70. Saa er der endelig et tredje Punkt, paa hvilket man vil
se en Differens. Det er med Hensyn til Formen. Et Menneske skal
altid iklæde sine endelige Forestillinger en vis Form. Det hører Endelig-
heden til. at have Form; ingen Religion uden Form. Men Naturen har
ingen Form, simpelt hen fordi den mangler Menneskenes Endelighed.
»Gaa ind i dit Hus og beed!" siger den til Mennesket paa ethvert Blad;
men den siger ikke hvorledes. Naturjuristen (Udtryk fra Fortalen) bliver
altid en dyb religiøs Mand; men Form kommer der aldrig paa ham, han
mangler Skik; thi derom lærer Naturen ham intet. Form er noget, der
hører til Begrænsning (Kontur), medens Naturen bestandig viser os Uende-
ligheden, der ikke kan rummes indenfor en Begrænsning. Er der noget,
der er frit for Vis, Facon, Maner, -isme, Lære etc. etc., saa er det Naturen.
Men paa den anden Side skulle vi lægge Mærke til, at den heller ikke er
imod nogen Form. Det overlader den kun til os efter vort Behov. Former
er noget, vi selv maa vedtage paa Kirkeforsamlinger o. Il. for saa en anden
Gang igen at forkaste dem og vedtage nye. Det blander Naturen sig ikke
i, men gør heller aldrig noget Skridt imod. Den har selv frembragt Men-
neskene, som de ere, i deres Endelighed, hvoraf igen følger Trang til
Form. Den lader sin Sol gaa op over baade den ene og den anden Facon,
den er med dem alle og støtter dem alle. Naturen er den store General-
nævner, der omfatter alt, hvad den efter Skabningens Udvikling og Behov
gennem Tiderne selv har ladet komme frem. Den lærer Dig Rummelig-
hed, den lærer Dig Tolerance. Vintermorgener, naar Du er kommen tidlig
op og staar alene i Kulden, Mørket og Ensomheden, kan det ske, at Du
staar og glæder Dig ved Morgenstjernen, ja somme Tider ved slet ingen
Ting, blot en altoverstraalende Jubel ved den eneste store grænseløse
Sammenhæng. Saa lever Naturen i Dig. Saa er Du hos Naturen.
44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
