- Project Runeberg -  Ludvig Feilbergs Samlede Skrifter. Anden Udgave /
737

(1918) Author: Ludvig Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

737

og talte med min Fader og i Forbigaaende kastede et velvilligt Blik ned
paa milt Legetøj paa Gulvet, Saadan skal det være, Men lam kunde ogsaa
Latin, det vil sige havde Banerne aabne for højere Kvaliteter (02).

Saadan en Mand sætter, ligesom Mikroskopisten, Tingene ud fra sig i
en vis Afsland, Det gør almindelige nydende Mennesker ikke. De ere
ikke gladere, end naar de kunne komme helt ud i Spidsen af Tingene,
saasom naar en Dame trækker sin raslende Pynt
paa og bogstavelig sidder ude i Spidsen af Hand-
skerne eller Hatten med Sjælen. Eller naar Du er i
Skoven og sjæleligt sidder oppe i Træerne. Sligt er
noget, ct aandelig ordentligt Menneske ser paa i
Førhigaaende enten under Samtale med andre eller
under Optagelse af indre Selvliv, Dette at sætte sig
midt ud i Maden er en dyrisk PFremgangsmaade.

Folk ligefrem foræde sig paa Tingene under
den nydende Betragtning, de sædvanlig stille an i
deres Tingsforblevenhed. Det er en primær Forslugelse, der egentlig er
fuldstændig uværdig for et Menneske som den høje Naturskabning, det
er. Ligesom det jø ogsaa fører til, at Vedkømmende aldrig kommer ud
øver det rent primære Standpunkt, primære Kvalitet (aandelig dyrisk
Stondpunkt).

Uden for min Dør var der fire Spadsereture jeg kunde gaa; men jeg
kendte dem alle udenad påaa den modbydeligste Maade. Det gik saa vidt,
al jeg til Slut ganske opgav al gaa ud, fordi jeg ikke kunde taale at se
nogen af dem.

Men hvorfor dog? Stadig af samme Grund. Man lægger for siærkt
Mærke til Tingene. Man ligefrem suger dem ud (opgaaende Siempel i
Figuren); men idet de ere indholdsløse, opnaar man kun derved en indre
Fortynding og Tomhed, der ganske og aldeles bringer den indre Aaben-
hed ved vz2 lil at falde til og lukke sig. Lad være med den Secen paa
Tingene og luk i dets Sted v2 op. Det kan gøres ved en simpel Viljesakt.
Man gaar jo dog for at røre sig og faa frisk Luft, ikke for at spise de
ulykkelige Ting, der ere blevne spiste hundrede Gange for. Man kan til-
sidst blive ganske arrig over saadan en Dumhed, uden at man alligevel
gør sig rigtig Rede for den. Man mærker bare, ai noget generer En.
Kast alle disse nærgaaende Ting fra Dig ligesom Vendersgades Huse,
saa skal Du mærke en Varme i Sindet, der i en Haandevending gør Dig
lykkelig, i Stedet før, at Du for var en forpint Skabning. Prøv bare, såa
skal Du se.

Sæt Dig til Regel aldrig at lade din Opmærksomhed — i stærkere
Forstand — strække sig længere end 3 Alen ud til alle Sider. Indret Dig
inden i saadan en lille Kugle med 3 Alens Radius; saa skal Du se, hvor
der er rart. Jeg kunde fristes til at sige: Om de saa spændte 10 Hesie
for, skal Du ikke lade Dig trække ud af den Kugle. Det er den Slags
Midler, man tit maa ty til i Sygdomstilfælde. Men et saadant foreligger
virkelig med denne sygelige Tingsbetragining man er forfalden til i vor

47

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:20:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/flsamlede/0745.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free