- Project Runeberg -  Ludvig Feilbergs Samlede Skrifter. Anden Udgave /
825

(1918) Author: Ludvig Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

825

ÅL vi egentlig godt forstaa det altsammen paa Naturens
Maade.

«Ja naturligvis!" vil Du maaske sige.
c

laftes, jeg gik hjem med Armen fuld af Indkøb, gjorde et begyn-
dende lille Maancskin af saa meget som "/4 Maane et standsende Indtryk
paa mig. Den sad sammen med Saturn i Vædderen. Der var baade Fluen
og Trianglen. Ok ja! Det var længe siden, man havde set paa dem. Da jeg
kom hjem, tog jeg min Kikkert frem og såa” paa Selskabet; men hvad
kunde man se i en saadan lille en? Underligt, som der kan komme Øje-
blikke i Ens Liv, der kan vække en storladen Utilfredshed. Der kan være
noget, man synes, man er lige ved at faa fat i, men søm alligevel løber
fra En, uden at man kan sige, hvad det er. Det var mig ikke muligt i det
Øjeblik at sige, hvad det var. Billedet sagde til mig. Og døg var det, som
om det ordentlig rungede i Sjælen og blev ved at give Genlyd ikke blot
den hele Aften, men i Dage efter. Genlyd af noget ældgammelt, der kom
op. De allerfleste Mennesker kende saa udmærket vel til Naturpaavirk-
ninger af den Art. Ret som om der kunde være Stemmer i Luften, der
gik forbi, uden at man tilsyneladende forstod dem. Som om noget ur-
gammelt tog fat i En. Noget saa kæmpestort, at alle Sjælens Strenge
maatte dirre derved, længe længe. Vi Mennesker, der hænge her i det
smaa.

Men er det egentlig ikke godt nok en Slags Forstaaelse?
Man opfatter jo, man modtager Paavirkning. Endog saa man
sitrer. Hvad vil man mere? I vor Snaåkketid synes man, der
skal Ord til Forstaaelse: men hvad opnaar man egentlig tit
ved Ord andet end at oversavle og ødelægge enhver fin Op-
faiielse. Er det ikke netop det store ved Naturen, at den ikke
har den Snak behov? At den kan bibringe En Tanker uden
Ord.

Engang greb jeg mig i. at jeg ved at se en Guldregnblomst hænge
ned fra Vordingborg Ruin kom til at ryste paa Hovedet. Ligger der i en
slig Hovedrysten ikke tydeligt nok en Kvittering for Forstaaelse? Lige
saa naar man kan komme til at nikke ved at se en Fuglerede sidde i
Antvorskov gamle Klosterruin eller en Gartnerdreng cykle forbi med en
Krands paa Nakken, saa Bladene flagre.

Man forstaar egentlig udmærket vel sligt. Men ubevidst uden Ord.
Og det er egentlig netop dei, der er det store og herlige ved Sagen, at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:20:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/flsamlede/0833.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free