Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
nem Skoven fremfor at kjøre op sor Døren. Jeg kom og
led min sidste — tør jeg ikke nok tro det? — min sidste
Angst, da jeg saae Dem og ham sammen. Var det for
at være Vidne til Eders Lykke, at jeg var kaldet hjem?
Jeg kunde ikke tale til Dem, jeg fattede ikke, at De ikke
saae mig. Vilde De ikke se til mig? — Mikala! kan
De nu forstaa mig, og kan De elske mig?«
Hun forstod, at hendes Hjem var i hans Favn, at
de aldrig mere skulde skilles-; men han begreb ikke, at det
var muligt at være saa lyksalig.
»Og sig saa, at Du selv er mit Livs deilige, fly-
vende Sommer, som jeg skal søge at bevare i evig Ung-
dom. Ja, gid selve Livet for os maa blive som en hen-
flhvende Sommer!« sagde han begejstret og holdt hende
ud i sine Arme sor ret at betragte hende
»Jeg tror, Du bliver Digter, Ludvig! Er det maaske
for at distancere mig? Thi det er dog vel ikke sor at
plagiere mig ?« spurgte Mikala rødmende og med Lune.
»Ja, hvad skulde Du ikke kunde gjøre mig til? Men
den Sag komme vi nok siden overens om; min Hustru
faar ikke Tid, hverken til at skrive eller spille Komedier
for Andre end mig.«
»Tænk, hvilket et Firma: Ego et rex meus!««·) lo
Mikala, medens han jublende svingede hende isine Arme,
saa Dugperlerne fra Grenene drhssede ned over dem
som en lille Regn, hvorved han strax fik Lejlighed til i
Gjerning at vise hende sin Omhu.
V) Cardinal Wolsey’s bekjendte Udtryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
