Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rosing biive saa syg, at han ikke længer kunde betræde
Scenen. Foersom paakaldte ham dog endnu som Tilskuer;
da han nemlig i 1808 begynder paa sine „Deklamatorier“,
skriver han følgende Brev:
S. T.
Hr. Instruktor Rosing.
Min elskede Lærer, Mester og Monster!
De har ingen Feber niere, har vores Alles Lærerinde og Mesterinde1)
iaftes sagt mig: derfor tor jeg hede Dem om at hædre, at opmuntre Deres
Lærlings svage Forsøg med Deres Nærværelse paa Søndag; — af Deres
Godhed tor jeg haabe min Bøn opfyldt. —
Om dette Deklamatorium — om min Hensigt og Udsigt, kort sagt:
om det Heles Tendens skal jeg gjøre Dem — og kun Dem, min kjære,
elskede Mester! — Regnskab, saasnart den Krampe, hvori jeg i disse Dage
gaar, er forsvunden. Sundhed og Lyksalighed være
over min elskede Lærer!
Det onsker Deres evig erkjendtlige
Discipel P. Foersom.
At Rosing gav Møde og glædede sig, tør vel antages,
og ved Forestillingens Slutning fremsagde Foersom en af ham
selv digtet Epilog, der begyndte saaledes:
Hvis Skjønhed Du, mit Værk, besad som Villie,
Du torde dristig vove at gaa frem
for Kunstens Ynder og for Kunstens Dommer!
Jeg føler Alt, hvad dristig jeg har vovet;
jeg føler Alt, hvad ærlig jeg har villet;
jeg foler — ak — hvor Lidet jeg har naaet.
Men — ingen Kunst udspænder sit Paulun
i Dalen; heit paa Fjeld staa Kunstens Templer,
en evig Morgen straaler over dem
og lokker Hver, som ei alt aarle mat
ved Staven kraft- og modlos hjem sig sniger,
opad, did hvor kuns faa Udvalgte naa,
dip op, hvor Roses store Skygge staar
omstraalet af sin Glorie, did op,
hvor Rosing, Du, mit Monster, elskte Mester,
paa Templets lyse Tinde staar urokket,
omfavnt af Nords gjenfodte Melpomene,
som barnløs — barnlos græder ved Dit Bryst!
Da Bosing den 5te Decbr. 1812 havde Benefice paa det
kongelige Theater, fremsagde Foersom en, ogsaa af ham selv
forfattet, Epilog, hvori det hedder til Publikum:
’) Naturligvis Madam Rosing.
Peter Foersom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
