Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Byskolen - 1. Tidsrummet 1814—47
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 62 —
retledning gaves os forstand paa hvad vi gjorde.
Der blev lagt for os en dansk regnebok —
Søndergaards i hvilken vi ikke kom frem,
men stod fast uten hjælp til at komme løs, og
jeg kan endnu huske, hvor kjedeligt, ja pinligt
dette var. Regning blev mig derfor likefrem
motbydelig.
Sang hørte ikke til undervisningsfagene.
Vistnok blev der sunget et salmevers før
undervisningen begyndte hver dag, men melodien
dertil lærte vi kun ved at synge med læreren.
Alene de otte gutter av øverste klasse, som
dannede sangkoret i kirken og ved begravelser,
undervistes i sang hver lørdags eftermiddag av
organist til Domkirken, Tellefsen, der var byens
kantor. Til avveksling morte han os ved at
give støt av en elektricermaskine. Fra 10 aars
alderen og til min konfirmation hørte jeg med
i dette sangkor, som foruten at være tilstede
i kirken hver søndags for- og eftermiddag
ogsaa under klokkerens ledelse sang ved
brudevielser og begravelser. Kirkene var den tid
ikke opvarmet, og det var sandelig ikke sødt
i 18—20 graders kulde at holde ut saa
snau-klædt, som vi dengang var: kort trøie, låve sko
og ingen overfrak. Værst var det i vintertiden
at synge paa den nye kirkegaard nedenfor
domkirken ved elven, hvor der var en sno, som
syntes at ville rive ører og næse av os. Men
vi sprang os varm paa hjemveien. Mon vore
gutter nutildags kunde hærde sligt? Vi blev
ikke forkjælet den tid. Sangguttene fik en
liten maanedlig løn i penger, der varierte,
eftersom der var flere eller færre kirkelige
forretninger, og hævedes hos kirkeværgen.
Frue sogns skole hadde sine lokaler i et
stort hus i nedre del av byen. Om det
oprindelig var bygget til skolehus, vet jeg ikke. Der
var ogsaa familiebekvemmelighet for begge
lærere. Skolens nederste avdeling, der svarte
til smaaskolen nutildags, holdtes i underetagen,
og øverste avdeling — storskolen — i
overetagen; rummelige, lyse værelser, men
utstyret var yderst fattigt. I hvert værelse to
langborde med en bænk paa hver side. Ved det
ene bord sat gutter, 10 12 paa hver side, og
ved det andet sat piger. Da
vekselundervisningen sattes igang, blev der, saavidt jeg husker,
skaffet nogen dertil svarende greier i skolens
nederste avdeling. Av bøker fandtes kun
det nye testamente og salmebøker, samt nogle
eksemplarer av Søndergaards regnebok Til
huset hørte et rummeligt gaardsrum som
leke-plads og bak dette en have til bruk for lærerne.
Om sommeren gaves en maaneds ferie, som
kaldtes „hunddagslov", fordi den omsluttede de
saakaldte hundedage, da der efter politiforord-
ning sattes et kar fyldt med vand utenfor hvert
hus.
Domkirkesognet hadde en lignende skole
med to lærere, og Baklandet og Hen hadde
hver sin skole med kun 1 lærer i hver. Under
smaa kaar og saa godt som ingen hjælpemidler
lagde lærerne den tid ved trofast arbeide grund
-laget til, hvad der siden er bygget paa, saa de
fortjener at erindres med tak og høiagtelse.
Sammenlign skolevæsenet i Trondhjem nu med
hvad det var for 70 aar siden, skolebygninger
og sammes utstyr med hjælpemidler,
lærerkræfter m. m., og vi maa beundre fremstiget.
At det i de kommende 70 aar skulde stige i
samme grad, kan umulig ventes. Alt hvad der
nutildags dynges paa skolen til at bære frem,
danner en kraftig hemsko".
I 1837 var det i alt i hele riket 42 større
og mindre byer, d. v. s. ikke bare kjøpstæder,
men ladesteder med eget skolevæsen.
Ind-byggerantalet var ialt vel 132,000; tallet paa
skolepligtige barn var 20,400, hvortil kom 1,800
i specielle skoler og 1,400 i latin- og
borgerskoler, tilsammen omtrent 23.000 - >/« av
folketallet, altsaa svarende til forholdet paa
landet.
Tallet paa barn som i byene fik privat
undervisning utgjorde omtrent 4,000 = 1 - av
det hele antal skolepligtige barn.
Det er særlig at lægge merke til, at omtrent
1 ■ av de privat underviste barn fik en
undervisning som ikke gik utover den der blev git
i almuskolen (i alt omtrent 2,300 barn).
Hvem underviste nu alle disse „private"
bysbarn? Derom savner vi enhver offentlig
oplysning, men de ældre blandt os vet vistnok
fra vore forældres fortællinger, at barnene var
git i hænderne paa en flok individer hvis
intellektuelle forutsætninger for opdrager- og
lærerkaldet hyppig kunde være overmaade smaa,
og hvorav mange i moralsk henseende heller
ikke stod synderlig høit. Det var en broget
skare mennesker, fra de mere uskyldige
„sko-lemadamer" eller „jomfruer", ældre ugifte
kvinder, til yngre og ældre mænd med en urolig
fortid, „hovedløse" studenter, unge forulykkede
talenter som var havnet paa livets skyggeside,
og nu opholdt livet ved at informere. Barnene
tilhørte vistnok for en stor del den saakaldte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
