Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Byskolen - 2. Tidsrummet 1848—89
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 66 —
antydet maaten hvorpaa og midlerne hvorved
de kunde avhjælpes. Det vilde hat sin ikke
ringe interesse at dvæle nærmere ved denne
beretning som gav støtet til en skridtvis
reorganisation av hovedstadens almuskolevæsen, og
sandsyndligvis derigjennem til at flere byer
efterhaanden fulgte efter. Men rummet tillater ikke
dette.*) Det faar være nok at nævne at
Kristiania skolekommission i en betænkning av 1856
erklærte sig enig i det væsentlige av de fældte
domme og tok initiativet til følgende
forandringer: 1) at samle barnene i større
skolekomplekser for at muliggjøre en fornuftig
klassedeling efter aarskuld istedenfor opdeling i smaa
skoler med én lærer for samtlige kuld; 2) at
nedsætte elevtallet pr. klasse fra 75 til 40—50;
3) at oprette betalingsskoler for videregaaende
undervisning; 4) at utvide den obligatoriske
undervisningstid; 5) at ansætte en
skoleinspektør som administrator og pedagogisk leder av
det hele almuskolevæsen, under
skolekommissionens bestyrelse. Desværre savner vi
aldeles for byskolens vedkommende fyldigere, og
samtidig oversigtlige, officielle beretninger fra
skolestyrelsen. Først i 1870-aarene finder
man et og andet som kaster lys over
forholdene.
Søkningen til almuskolen svinget op og
ned fra femaar til andet. Til enkelte tider
tiltok søkningen til de høiere skoler temmelig
sterkt, for saa igjen at avløses av en lignende
til almuskolen. Aarsaken hertil var vel delvis
økonomiske nedgangs- og opgangsperioder. Jo
længre vi kommer utover i perioden tiltar dog
regelmæssig barnetallet i almuskolen, idet ogsaa
ferældre av middelstanden mere og mere sendte
sine barn dit. Som en konstant faktor i denne
vekst nævnes „at almuskolens undervisning
*) Foruten at henvise til nævnte beretning av 1850
skal oplyses, at „Folkeoplysningsselskapets bestyrelse
ved Eilert Sundt lot foreta en undersøkelse om
„hvordan det stod til med selve de familier som
skoleungdommen tilhørte". Undersøkelsens resultat
forelaa i 1858 i skriftet: Om Pipervikcn og
Ruse-løkken". Undersøkelser om arbeiderklassens kaar
og seder i Kristiania; ved E. Sundt. (Et meget
fortjenstfuldt og for sin tid oplysende arbeide.) Tillægs
hefte til Folkevennen 7de aarg.
stadig er forbedret." Men den hadde
naturligvis sin væsentligste grund i at økningen i
barnetallet var forholdsvis størst i de
samfundslag som i regelen benytter almuskolen. I senere
aar nævnes som et yderligere moment „den
mangesteds indførte kombination mellem
folkeskolen og middelskolen."
Antallet av skolepligtige barn i samtlige byer
var i 1853 23000. 1 1870 var det mer end
fordoblet og steg saa igjen de næste 20 aar
igjen omtrent til det dobbelte; i 1890 var det
næsten 76000. Av de skolepligtige søkte i
1880 68 pct. almuskolen, 23 pct. høiere skoler;
i 1885 var tallene henholdsvis 72 og 22 pct.,
i 1890 omtrent 75 og 20 pct.
Om skolens ordning siges det oftere at i
de større byer var barnene ordnet i 5 a 7, i
de mindre i 3 til 5 opadstigende klasser, men
i de allermindste blot i 2 -klasser. I endel
byer (ialt omtrent 12—15) var det
betalingsskoler eller klasser. Undervisningen i disse
var enten den samme som i friskolen, eller
med utvidet skoletid, omfattet den flere fag end
de i loven paabudne. I de mindste byer. som
ikke hadde egen høiere skole, var
betalingsskolen ordnet som en særskilt høiere klasse,
knyttet ril almuskolen for videregaaende
undervisning i den høiere skoles fag.
I de fleste byer var klassedeling efter kjøn
i det væsentlige gjennemført, deriblandt i de
største; i endel middelstore derimot
fællesundervisning.
Det gjennemsnitlige antal av barn i hver
klasse synes at ha været temmelig jevnt
gjennem aarene I 1875 faldt der gjennemsnitlig
35 barn paa hver klasse, men det svinget
svært i byene indbyrdes fra 27 til 55.
Tendensen til at mindske elevtallet var ikke
synderlig merkbar
Den ukentlige undervisningstid samlet sig
efterhaanden i 70-aareneometgjennemsnitstal av
15 timer, derav tildels 16—18 timer i flere
eller færre klasser. Sjelden steg det til 24, et
enkelt sted like til 28 timer. Men paa den
anden side fandt man ikke faa klasser med
lovens lavmaal 12. Selv i Kristiania hadde
endnu i 1871 tiere klasser bare 12 timer.*)
* I enkelte ladesteder kunde det gaa ned til 9.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
