Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Jo,» svarte jeg, «jeg bare tænker paa, at naar vi her i verden kan ha
det saa godt, som — som vi har det her hos Dem — tænk, hvordan det da
maa være i paradis?» —
«Ja, det har du sandelig ret i, gutten min!» sa madamen.
Min første tegnelærer, arkitekt Wilh. v. Hanno, var en energisk og
streng mand, og der stod stor respekt av ham hos alle hans elever. Egentlig
var jo hans skole til utdannelse av arkitekter; men gamle v. Hanno elsket
maler* og tegnekunsten, han malte baade i akvarel og olje. Tanken var
vel den, at om mine evner ikke strak til som maler, kunde jeg kanske
bli arkitekt. Men til arkitekt dudde jeg ikke, — mine linjer laa i en anden
retning, og det forstod min gamle lærer.
Jeg vet, at han holdt av mig, jeg saa det saa mange ganger i hans
vakre lille hjem ved Kjerulfs plads. Jeg blev indbudt til hans aftenselskaper,
hvor kun byens bedste mænd samledes. Likesaa streng og alvorlig han
var som lærer, like saa snil og hyggelig var han som vert. Han puffet
mig endog hen til sit morsomme, utskaarne pipebord: «Ta Dem en røk,
Kittelsen,» brummet han gemytlig.
v. Hannos hus var en seværdighet. I alle værelser vrimlet det av
malerier, billedhuggerverker og alle slags kunstgjenstande. Der var hygge,
smak og properhet hvorhen en vendte sig. Jeg ser ham endnu sitte
ved vinduet i sit koselige arbeidsværelse. Paa fuglebrettet utenfor sat
hans gode venner, smaafuglene, og gjorde sig til gode med korn og brød*
smuler.
Han var arbeidsom som en myre. Altid saa man hans kjendte skik*
keise i travel virksomhet foran arbeidsbordet ved vinduet. Fandt han ikke
straks, hvad han søkte — en tuschskaal eller andet —, da virret han med
haanden i luften, letende i høieste utaalmodighet.
Utenfor saa hans hus fortryllende ut, som det laa der fuldstændig
dækket av vildvin, i haven med de gamle trær. Fremmede stanset i hen*
rykkelse foran denne idyl. Det hændte endog, at de gik like ind, ringte
paa døren og præsenterte sig: — det saa saa deilig ut, — de maatte faa lov
3 — Th. Kittelsen: Folk og trold
37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
