Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aldrig føler hjertet slik som i savn og længsel. Som den gulbrune
tang ligger der gyngende i dønningene i dyp havstille, er den vel for
mangen en derute i ensomheten blit øens blomster.
Kunde han bytte dem mot de rikere farver han drømte om, kan hænde
tapte han den friske vilde frihet.
Hvor underlig han var, skarven, svart og urolig som han för og flakset
over havet. Kulsvart med et skittenhvitt stænk i bringen.
Nei, jeg glemmer ham aldrig fra revlerne paa Skomvær, naar han skulde
til at køie sig, eller naar han i veir og vind danset henover grundbraat
og brændinger. Han syntes aldrig at ha ro. Skarpt og skjærende stod hodet
paa den lange hals, blikket urolig tindrende; han för likesom bærende paa
tusen hemmeligheter, flaksende, flaksende, — indtil han endelig havnet inde
i de mørke, melankolske revler. Han blev min eventyrfugl paa havet, som
tiuren er det i den dype ensomme granskog. Herute fandt jeg ham paa
de allerytterste fattige skjær og holmer.
Du skulde bare se ham, naar han sitter og spriker vingerne sine til
tørring! Eller har du nogen gang med ladd børse overrasket ham paa
havet? — Et skarpt lynsnart blik, næsten smertefuldt, og plump til bunds.
Men rør hans rede: da biter han som en ørn!
«Uf den stygge skarven!» sier du.
Styg? Netop derfor liker jeg den.
Hvor mangen kveld laa jeg ikke og tittet ned i de uhyggelige revler.
Under i dypet drønet havet, sorte vrikkende halser ståk frem av hver spræk.
Tusener sat de side om side og snakket sammen, dæmpet knurrende. Langt
ute fra sjøen kom de baskende, snart en, snart to, og kastet sig ind mellem
klipperne, hver gang mottat av en lav murrende hilsen. Efter som det
mørknet, kom de sjeldnere og sjeldnere, med lange mellemrum, indtil en
sendrægtig efternøler til slut fomlet med vingene langs fjeldvæggen, fandt
alle pladser optat — og ærgerlig strøk en anden vei.
En gang løste jeg et skud midt i tætteste flokken. Det var som fjeldet
utspydde tusen sorte aander, som et skred pisket de havet i skum, og væk
74
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
