Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
katholske Præster afmalede Franskmændene som Kirkerøvere og
Tempelskjændere, den ophidsede Befolkning satte, om end
frugtesløst, Magt mod Magt, da Regeringens Tropper rykkede ind,
Mænd, Kvinder og Børn nedsabledes, Huse og Lader gik op i
Luer, forældreløse og uforsørgede Børn flakkede husvilde om uden
Tilsyn. For dem besluttede Regeringen at indrette et
Opdragelseshus i Byen Stanz, og Pestalozzi var Manden dertil. Han
var Fyr og Flamme. „Min Iver for endelig at faa taget fat
paa mit Livs store Drøm“, siger han, „vilde have bragt mig
til at begynde oppe paa de højeste Alper, jeg kunde gjærne sagt,
uden Ild og Vand, blot man havde ladet mig tage fat.“ Til
sin Kone skriver han: „Har du en Mand, der ikke er bleven
miskjendt, men fortjener den afvisende Foragt, man almindelig
behandler ham med, saa er der ingen Redning for os. Men er
jeg bleven urigtig bedømt, fortjener jeg, hvad jeg selv tror, saa
kan du snart vente Raad og Hjælp af mig. Men nu stille, hvert
Ord af dig gaar mig til Hjærte. Du har ventet 30 Aar, vent
nu et Fjerdingaar endnu.“
Et Nonnekloster blev sat i Stand til at optage 80 Børn.
De kom, før Bygningen var færdig indrettet: usle og elendige,
med indgroet Fnat, saa de knap kunde gaa, med Saar i Hovedet,
med Pjalter fulde af Utøj, saa udtærede som Benrade, gule og
fortrukne i Ansigtet, med forskræmte Øjne og rynkede Pander,
nogle frække og fordærvede, vante til at tigge og hykle, nogle
forkuede og mistroiske, nogle forkjælede og fordringsfulde, alle lade,
uvidende, uden Øvelse i Brugen af aandelige eller legemlige
Evner, af ti knap én, der kjendte Bogstaverne — saadan skildrer
Pestalozzi selv de Børn, han skulde arbejde med. Men han
stolede paa den menneskelige Natur, der laa paa Bunden af dem
trods alle Forvildelser, og var overbevist om at kunne faa den i
Tale ved et Samliv med Børnene, som havde sit Forbillede i
det Liv, Forældre i Hjemmet leve med deres Børn. „At mit
Hjærte hang ved mine Børn, at deres Lykke var min Lykke, deres
Glæde min Glæde, det skulde de fra den tidlige Morgen til den
sildige Aften hvert Øjeblik se paa min Pande og fornemme paa
mine Læber. Jeg var Dagen igjennem saa godt som alene i
deres Midte. Alt, hvad godt de nød paa Legeme og Sjæl,
kom fra min Haand. Hver Hjælp, hver Haandsrækning, hver
Lærdom, de fik, udgik umiddelbart fra mig. Min Haand laa i
deres Haand, mit Øje hvilede paa deres Øje. Mine
Taarer flød med deres, og mit Smil ledsagede deres.
De var uden for Verden, uden for Stanz, de var hos mig,
og jeg var hos dem. Deres Suppe var min, deres Drikke var
min. Jeg havde intet, ingen Husholdning, ingen Venner, ingen
Medhjælp om mig, jeg havde kun dem. Var de raske, stod jeg
i deres Midte, var de syge, var jeg ved deres Side. Jeg sov
iblandt dem. Jeg var om Aftenen den sidste, der gik i Seng,
om Morgenen den første, der stod op.“ Befolkningen saa skjævt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
